‘Efterretninger indikerer, at Astana Pro Team-cykelrytteren Jakob Fuglsang er i Michele Ferraris dopingprogram.’

De gule bjælker på DR, Politiken og norske VG bredte sig søndag aften på få timer til hele verden, og Jakob Fuglsang befandt sig pludselig i sin karrieres største krise.

En lækket rapport til CADF, cykelsportens uafhængige antidoping-enhed, kædede den danske stjerne sammen med den skandaleombruste dopingdoktor Michele Ferrari.

Tre dage senere stod det klart, at rygterne ikke kunne bære en sag.

I hvert fald meldte CADF ud, at efterretningerne i rapporten - udarbejdet af det private firma Sportradar - aldrig var blevet formidlet videre til UCI, Den Internationale Cykelunion.

Manden, der i Danmark står i spidsen for at fange dopingforbrydere, er stærkt utilfreds med den måde, Jakob Fuglsang er blevet behandlet på i de seneste dage.

Michael Ask, direktør for Anti Doping Danmark, kritiserer både lækagen af Fuglsang-rapporten og i ligeså høj grad mediernes behandling af rapporten.

»Hvis der var en sag, har man ødelagt muligheden for at komme videre med den ved at offentliggøre den her mangelfulde rapport. Hvis det omvendt viser sig, at der aldrig har været en sag, har man smudset Fuglsangs navn til på et meget tyndt grundlag.«

Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Den lækkede rapport var så mangelfuld, at historien om Fuglsangs påståede Ferrari-samarbejde aldrig skulle have været publiceret i medierne, lyder kritikken.

»Rapporten er lavet på et tidspunkt langt før, man er nået til en egentlig efterforskning. Langt før man åbner en sag og afhører eller interviewer dem, den handler om,« siger Michael Ask og fortsætter:

»Efterfølgende har Jakob Fuglsang skullet bevise sin uskyld, mens sagen endnu ikke var nået til et punkt, hvor han har nogle rettigheder, som hvis han for eksempel var sigtet for noget. Hvad er formålet med at offentliggøre en rapport, der fører et rygte videre?«

»Vores opgave i antidoping-myndighederne er ikke kun at fælde folk, men også at afklare hvad der er op og ned og lægge sager væk, hvis der ikke er nok beviser,« forklarer Michael Ask.

Michael Ask har set den hemmelige rapport, og han konkluderer - akkurat som CADF - at der ikke er beviser på, at Jakob Fuglsang og Michele Ferrari har samarbejdet.

I Politiken og DR’s historier føres der ingen direkte beviser for, at der har foregået et forbudt doping-samarbejde. Der henvises igen og igen til unavngivne ‘efterretninger’.

Politikens sportsredaktør, Søren-Mikael Hansen, erkender, at den hemmelige rapport ikke fører bevis for et samarbejde mellem Fuglsang og Ferrari.

»Jeg er enig i, at rapporten ikke dokumenterer, at de har arbejdet sammen,« siger han.

Alligevel er redaktøren ikke i tvivl om, at det var det rigtige at gå ud med historien, selv om der manglede konkrete beviser:

»Jeg forstår godt, Michael Ask ærgrer sig over, at rapporten er ude, og jeg forstår også hans argumenter om den fortsatte efterforskning, men vi arbejder som medie ikke efter samme præmisser som Anti Doping Danmark.«

»Det er i mine øjne en soleklar nyhed, at cykelsportens egen antidoping-enhed går i gang med at undersøge en af verdens bedste cykelryttere. Og det er netop, hvad vi har skrevet.«

»Han bliver undersøgt. Vi skriver ikke, at han er dømt eller har forbrudt sig mod reglerne - blot at Astana og Fuglsang bliver undersøgt,« siger Søren-Mikael Hansen.

Foto: JOHANNA GERON
Vis mere

Rapporten har angivelig været så tynd, at den ikke engang er kommet videre til UCI. Hvorfor har det faktum ikke stoppet jeres historie?

»Det må være op til CADF og UCI at vurdere. Vi konstaterer, at der har været en undersøgelse, og det er nyheden. Hvis vi altid skulle vente på offentlige myndigheder, havde vi tiltaget os en meget passiv rolle som medie,« siger Søren-Mikael Hansen.

Der er ikke håndgribelige beviser, der kæder Fuglsang sammen med Ferrari i denne rapport. Hvorfor vælger I at publicere en potentielt karrieretruende nyhed, når grundlaget virker så vagt?

»Jeg synes ikke, der er noget vagt grundlag. Det er 100 procent faktuelt, at CADF har undersøgt Fuglsang. Vi forholder os til, at cykelsportens egen antidoping-enhed har undersøgt ham.«

Politikens sportsredaktør oplyser desuden, at mediet grundigt har undersøgt Fuglsangs påståede samarbejde med Michele Ferrari ved at tale med kilder i feltet og i cykelmiljøet.

12 personer har angiveligt bekræftet samarbejdet, lød det i Politiken.

B.T. har også hørt dette rygte - og fået det bekræftet - men ingen siger direkte, at de har set Fuglsang og Ferrari sammen - blot at de har hørt rygtet.

»Vi har været ude for at få afklaret, om det er rigtigt, at hele feltet - i gåseøjne - og miljøet taler om den her historie, og det har vi fået bekræftet,« siger Søren-Mikael Hansen.

Helt konkret skrev Politiken:

‘For eksempel skulle danskeren være set 'køre scooterintervaller' med den bandlyste læge tæt på Monaco. Flere af kilderne peger især på én navngiven toprytter, der skulle have mødt Fuglsang og Ferrari sammen. Men det er trods gentagne forsøg ikke lykkedes at få den person til at stå frem.’

Har de personer, I har talt med, bekræftet, at de selv har set Fuglsang og Ferrari sammen?

»Det kan jeg ikke oplyse.«

Der bliver fremhævet en fremtræden rytter, som angiveligt har set Fuglsang træne med Ferrari. Har I talt med denne rytter?

»Det kan jeg ikke oplyse.«

På DR forsvarer redaktionschef Lars Steen Pedersen også beslutningen om at publicere historien, selv om de afgørende beviser mod Jakob Fuglsang mangler:

»Vi er jo ikke en myndighed, men et medie. Vi fremlægger info med tydelig kildeangivelse, og vi arbejder ud fra en vurdering af, hvad der er journalistisk relevant og væsentligt, og det er der ingen tvivl om, at denne sag er.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Lars Steen Pedersen henviser til tirsdagens Tour de France-etape-offentliggørelse i Danmark, hvor løbsleder Christian Prudhomme kaldte cykelsporten ‘brændemærket’ og lod medierne forstå, at han følger sagen tæt.

»Hvis en af verdens bedste cykelryttere optræder i et efterforskningsforløb ved en antidoping-myndighed, er det jo relevant og væsentligt. Jeg noterer mig også, at Prudhomme taler om cykelsportens brændemærke, og at man må regne med, at der bliver stillet spørgsmål ved en sag som denne, og det er blandt andet på det grundlag, vi behandler sagen,« siger DR-redaktionschefen.

Lars Steen Pedersen understreger, at DR ikke har draget konklusioner, men at de i stedet har lagt al den information, de havde, frem:

»Vi har fået adgang til en rapport, hvor vi har lagt de væsentlige punkter frem og angivet de oplysninger, som fremgår af rapporten - blandt andet hvad rapporten foreslår, der skal gøres fremadrettet, og det fremgår også af vores historie, at ingen har villet fortælle, hvordan den videre proces er. Vi ved fra kilder, at materialet er blevet givet videre til politimyndigheder. Men vi drager ingen konklusion. Vi lægger tingene frem og kildeangiver tydeligt.«

B.T. har været i kontakt med Politiken og DR både før og efter, CADF omsider forklarede, at organisationen ikke havde fundet anledning til at sende sagen videre til Den Internationale Cykelunion. Ingen af medierne fortryder, at de har bragt historien om Jakob Fuglsang.

»CADF bekræfter, at rapporten og undersøgelsen har fundet sted. Vi skriver, at Jakob Fuglsang er blevet undersøgt for eventuelle forbindelser til Michele Ferrari. Det står til troende,« siger Politikens sportsredaktør Søren-Mikael Hansen

Også på DR holder man fast i, at det var det rigtige at bringe historien om Jakob Fuglsang:

»Vi har absolut ikke haft til hensigt at sværte nogen til, og det fremgår forhåbentlig også tydeligt af vores dækning. Vi har refereret til, hvad rapporten indeholder - at Fuglsang blev efterforsket - og vi har lagt tingene nøgternt og tydeligt frem,« siger Lars Steen Pedersen og fortsætter:

»Vi kan konstatere, at der er enormt stærke følelser på spil. Der er to poler, og det er forskelligt, hvordan folk læser det i forhold til, hvad deres holdning til cykelsporten er. Men det er vilkårene, når man laver den her type journalistik - når der er så mange følelser involveret.«

I en meddelelse onsdag beklager CADF, at rapporten er blevet lækket.

Organisationen skriver, at der er sat en undersøgelse i gang for at fastslå, hvordan rapporten er blevet gjort offentlig, og hvordan det kan undgås, at det sker igen.

Jakob Fuglsang, der til B.T. har betegnet hele miséren som en 'ikke-sag', kører sæsonens første løb 19. februar - Ruta del Sol i spanske Andalusien.