Selvom alle går og håber og tror, at det professionelle cykelfelt er rent, så snydes der stadig.
Rytterne benytter forskellige stoffer, der ikke er på listen over forbudte præparater, men de misbruges bevidst. Og særligt Den Internationale Cykelunion (UCI) bør skride ind overfor alle de tilladelser, som lægerne udskriver til forskellige medikamenter, selv om behovet reelt ikke er der hos rytterne.
I en ny bog skriver en anonym person om livet som professionel cykelrytter og afslører, hvad der foregår bag kulisserne.
B.T. bringer her et uddrag fra bogen. Og vi kommer ind, hvor den hemmelige cykelrytter skriver om doping i feltet i dag.
» Hvad angår cykelsporten i dag, tror jeg, at meget har ændret sig, men der skal stadig gøres en del arbejde. Jeg har altid holdt mig et par meter fra afgrunden, hvad angår medicinering, så jeg er ikke bange for at snuble, men hvis du konstant bevæger dig på kanten af afgrunden, skal der ikke meget til, før du falder.«
»Jeg er fuldstændig overbevist om, at nogle hold bøjer reglerne og bruger alle tænkelige og utænkelige metoder til at få en sportsudøver på hundrede procent, herunder brugen af dispensationer og stoffer, som ikke er forbudte. Jeg kalder det misbrug, for det er sådan, jeg opfatter det. Jeg er ligeglad med, om det bare er et smertestillende lægemiddel som paracetamol eller panodil. Hvis du tager det, fordi du tror, du har fundet en eller anden smart metode til at forbedre din præstation, så er det misbrug af stoffet. Det kan godt være, det rent juridisk ikke er ulovligt, men det strider i hvert fald mod sportens ånd.«
»Jeg synes, WADA burde kigge nærmere på brugen af dispensationer, og UCI burde gøre en meget åben indsats for at straffe alle, der misbruger dispensationerne. Og hvis nogen går over grænsen, bevidst eller ubevidst, så skal det have konsekvenser.«
»Det behøver ikke altid at være en etårig eller toårig karantæne, for det ville være lidt hårdt, når ingen ved med sikkerhed, om ting som astmamedicin rent faktisk kan forbedre din præstation eller ej, men det kan ikke gå ustraffet hen. Det sender det forkerte budskab.«
»Selv hvis rytteren ikke gjorde det med vilje, hvis han bare brugte sin astmainhalator for meget, fordi han var ved at gå i panik og var under stort pres, så er han stadig gået over stregen, og det er imod reglerne. Det er surt, hvis man får en karantæne eller en bøde for sådan noget, men det er en del af jobbet. Det at kende reglerne hører lige så meget med til det at være professionel sportsudøver som træning og konkurrence. Hvis jeg bliver syg og tager på apoteket og køber diverse tilfældig medicin og tager det hele i håb om, at jeg snart får det bedre – som jeg vil tro, næsten alle, der ikke er professionelle cykelryttere, gør – og det så viser sig, at der er noget, som er forbudt, og som senere viser sig i en dopingtest, så er det min fejl.
»Jeg brød ikke reglerne for at snyde, men jeg brød reglerne af ren dovenskab. Jeg er nødt til altid at være hundrede procent sikker på, hvad jeg putter i kroppen. Det hører med til det her liv, på linje med træning og det at holde vægten.«
»Uvidenhed er ingen undskyldning, ligesom det heller ikke ville være det, hvis jeg blev stoppet af politiet, fordi jeg havde kørt alt for stærkt.«
»Udover straffen mener jeg også, at løbsarrangørerne og UCI bør være meget tydeligere omkring, hvad der sker i den slags situationer. Nogle ryttere får lov til at køre løb, mens de bliver efterforsket, andre gør ikke. Nogle hold trækker dig fra konkurrencer, andre lader dig fortsætte.«
»Jeg mener, det ville være bedst, hvis man aldrig offentliggjorde noget, inden B-prøven var undersøgt, men det sker sjældent. Hvis vi bruger Cardoso (portugisisk rytter der blev taget for doping, red.) som eksempel igen, så blev han suspenderet omgående i juni 2017, inden B-prøven var blevet analyseret og blot få dage før starten på Tour de France.«
»Trek-Segafredo suspenderede ham omgående, og dermed var hans karriere slut. Officielt hedder det sig i WADA’s regelsæt, at alle sportsfolk formodes at være uskyldige, indtil den pågældende antidopingorganisation fastlægger en overtrædelse af dopingreglerne.«
»Cardoso hævder fortsat sin uskyld, fordi analysen af B-prøven viste, at der var usikkerhed omkring prøven, der viste utilstrækkelige tegn på epo i kroppen, som det hed sig i UCI’s egen rapport. Ikke desto mindre blev Cardoso idømt en fireårig karantæne, selv om en B-prøve overtrumfer A-prøven i henhold til WADA’s retningslinjer.«
»UCI kunne alligevel udstede karantæne, fordi prøverne i Cardosos krop blev karakteriseret som ’unormale’, hvilket gjorde, at de kunne fortolke resultaterne, som de ønskede. Det betød nu heller ikke det store, for Cardoso var oppe i årene, og da holdet havde udelukket ham fra Touren og annulleret hans kontrakt, havde han reelt set allerede fået sin dom.«
»Jeg forstår argumenterne fra begge sider, men vi er nødt til at beslutte os for reglerne og så holde os til dem. Hvis en rytter er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, så burde resultaterne af en A-prøve aldrig blive offentliggjort, inden analysen af B-prøven foreligger, og alle burde have lov til fortsat at køre cykelløb, indtil de enten er frikendt eller erklæret skyldig.«
»Hvis det er vigtigere for sporten at blive opfattet som foregribende over for snyd, så skal man sende rytteren på omgående orlov i samme øjeblik, hans A-prøve viser sig at være positiv, og så skal man sørge for at behandle sagen hurtigst muligt.«
»Det her er ikke kun noget, der påvirker holdene og rytterne. Det kan skade et løbs ry og forvandle en historisk sportsbegivenhed til en farce. Eksempelvis fik Alberto Contador lov til at køre Giro d’Italia i 2011, mens han blev efterforsket, fordi han havde testet positiv for clenbuterol. Han vandt løbet, men fik frataget sejren kort efter. Det var en hån mod en fantastisk sportsbegivenhed, og det fik hele sporten til at se latterlig ud.«
UCI’s regelhåndbog giver mulighed for at udelukke ryttere, der står i en lignende situation, men formuleringen er åben for fortolkning:
'Løbsarrangøren kan nægte tilladelse til at deltage eller beslutte sig for udelukkelse af en eller flere personer, hvis disse muligvis kan udgøre en trussel mod løbsarrangøren eller løbets image eller ry'
»For mig at se er nøgleordet her ’muligvis’. Det betyder, at beslutningen er op til løbsarrangøren, der forståeligt nok vil have de største stjerner med i løbet og derfor næppe tager ansvar for at udelukke dem. Jeg mener også, gennemsigtigheden er altafgørende, for presset fra offentligheden kan være massivt.«
»Hvis et hold konstant får dispensationer, bør alle vide det. Jeg kan hurtigt komme i tanke om et par hold, hvor jeg meget gerne ville have dem til at forklare resten af feltet, hvordan det hænger sammen, at alle de dispensationer, deres ryttere bliver ved med at få inden de største løb, slet ikke har nogen indflydelse på præstationerne.«
»På en måde synes jeg faktisk, det er værre end årene med masser af doping, for dengang vidste du i det mindste, hvad du havde med at gøre. Hvis en rytter i dag tager et ulovligt stof med åbenlyst præstationsfremmende potentiale, hvilket mit hold aldrig ville give mig lov til selv med en dispensation, så er det okay, så længe de har en recept fra lægen. Undskyld mit ordvalg, men det er altså en bitter pille at sluge.«
»Jeg forsøgte i årevis at være så tynd som muligt, men det er langt nemmere at komme ned i vægt, når du bruger kortison. Jeg sultede mig selv, og alligevel så jeg ryttere, der var tyndere end mig, når jeg mødte op til start, fordi de lige havde fået et ganske belejligt skud triamcinolon i røven. Det er en type hormoner, der kan bruges til at behandle allergi og hudsygdomme, men det medfører også vægttab og styrker ydeevnen i forhold til vægten.«
»Hvis man misbruger stoffer til at øge vægttabet, svarer det til at misbruge dem til at forøge ydeevnen, for det har en tilsvarende indvirkning på din præstation. Folk tror måske, at doping til at opbygge muskelmassen ved hjælp af steroider er mere alvorligt end at tage noget for at tabe sig, men det er ikke tilfældet i professionel sport. At få din fedtprocent ned på fem procent er det allerbedste, du kan gøre, hvis du vil vinde etapeløb.«
»Hvis du kan opnå det, og du derudover tager doping, så vil der selvfølgelig være yderligere en forbedring, men hvis du ikke kan slippe af med den ekstra kropsmasse, så vil du aldrig opnå noget. Et kilo kan betyde forskellen mellem at være i stand til at angribe og at blive sat af feltet. Så du kan tage alt det epo, du har lyst til, men hvis du vejer femogfirs kilo, så vinder du intet i bjergene.«
»Jeg nåede ned på deres vægt ved at sulte mig selv. Jeg ville ikke være ham det fede fjols i sammenligning med dem, så jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, og fastede næsten konstant.«
»Du ved, at du er blevet for tynd, når det begynder at påvirke dine kropsfunktioner. Jeg har kørt flere Grand Tours, hvor jeg ikke har været i stand til at få en erektion. De sidste to uger af løbet var jeg ude af stand til at få stådreng. Det er en vanvittig situation for en ung mand at sætte sig selv i, men det er sandheden.«
»Mit testosteronniveau var så lavt, at ligegyldigt hvad jeg kiggede på, så skete der ingenting. Jeg var ligeglad og havde ikke energi til at få rejsning.«
»Under konkurrencer forbyder de fleste hold brugen af medicin, der kan hjælpe til stort vægttab, men der findes undtagelser. Det hele afhænger af, om dit hold er villigt til at gå helt ud til kanten af, hvad der kan forsvares. Det er mig bare ubegribeligt, hvordan en sportsgren med en problemfyldt dopingfortid kan tillade en så stor gråzone.«
»Det samme gælder for inhalatorer og astmamedicin. De sociale medier virker til at være fyldt med kloge hoveder, der er eksperter i astma, og hvordan det bør behandles, men der er så mange selvmodsigende meninger, at jeg ikke aner, hvad jeg skal tro på. Hvilket er underligt, for jeg plejede at være en af dem ligesom mange andre ryttere. Der er masser af ryttere i feltet, der har en astmainhalator, de bruger jævnligt, og jeg kender ingen ryttere, der misbruger det.«
»Jeg er blevet testet utallige gange i løbet af min karriere, og jeg har aldrig nogensinde overvejet, om min inhalator kunne være et problem for mig. Jeg har altid tænkt, at grænsen var sat så højt, at der ikke var noget at frygte, medmindre du havde gang i noget fordækt.«
»Jeg inhalerede to gange inden et løb, hvis jeg havde brug for det, hvorefter jeg lagde inhalatoren i min lille regntætte pose og glemte alt om den. Jeg havde slet ikke tænkt nærmere over det indtil 2018, hvor cykelsportsnyhederne virkede til at være mere interesserede i astmapræparater end i selve løbene.«
»Jeg undersøgte det nærmere og læste om noget, der kaldes ’paradoks bronkospasme’. Det er en velkendt bivirkning ved medicinen, der faktisk skaber problemer for luftvejene. Store doser og overdreven brug må øge risikoen for bivirkninger, så jeg kan ikke forestille mig, at nogen lægeuddannet person på et hold ville anbefale det. Selv hvis du var kynisk og sagde, at holdet måske er ligeglad med en rytters helbred, så ville det have en negativ indvirkning på rytterens præstation, hvis han har problemer med at trække vejret. Derfor ville det ikke være i holdets interesse.«
»Men reglerne og konsekvenserne burde være tydeligere. Hvis der er en grænse, bør den overholdes, og alle, der overskrider den, bør udelukkes, uanset hvad deres hensigt har været. Det er den eneste måde, vi kan beskytte resten af os på.«
