Bastian Emil Goldschmidt husker klart, hvor han var henne, da den frygtelige besked tikkede ind.

»Det var jo ikke en overraskelse, men alligevel meget mærkeligt,« husker forfatteren og cykelkommentatoren.

»Brian Holm, Matti Breschel og jeg havde var ude at holde foredrag … Så skrev Marianne, at han var død.« 

»Det var fuldstændig mærkeligt. Og det er det stadig. Mærkeligt og surrealistisk.«

Manden han taler om, er den ikoniske cykelkommentator Jørgen Leth, der døde i efteråret. 

Og nu er cykelverdenen for første gang plastret til i Tour-gult, siden han gik bort.

Jørgen Leth og Bastian Emil Goldschmidt samarbejdede om bogen 'Der var engang en mand som hed Fausto Coppi – Fortællinger om cykelløb'. Foto: Bax Lindhardt

»Da jeg kørte, forstod jeg overhovedet ikke, at han gav alt det udenom cykelsporten, som vi andre ikke kunne,« siger Brian Holm, der selv er kommentator på Eurosport og Tour-ekspert på B.T.

»Jørgen Leth gav cykelsporten en poesi, og jeg først forstod bagefter, hvor meget betød. Han anskuede det med andre briller, end jeg nogensinde havde gjort.« 

»Jeg ville aldrig nogensinde vove mig ned ad den sti og sige, at jeg er inspireret af Jørgen Leth. Det ville ikke ligge til mig, og der var han så meget dygtigere, end jeg var.«

I løbet af de sidste år af Jørgen Leths liv blev Brian Holm tæt med den danske Tour-legende. 

Det skete i høj grad igennem Bastian Emil Goldschmidt, der har skrevet bogen 'Der var engang en mand som hed Fausto Coppi,' med Leth.

»Jeg føler mig meget tæt knyttet til ham. Jeg tænker på ham hver dag, bliver mindet om ham og de forskellige ting, vi nåede at lave sammen,« fortæller Bastian Emil Goldschmidt.

»Jeg tænker tit på, at jeg skal huske at ringe til ham og snakke om det seneste, der er sket i cykelsporten. Jeg savner hans kommentarer med hans helt eget perspektiv. Den endeløse begejstring, kærlighed og forelskelse i cykelsporten.«

De to talte sammen på ugentlig basis og spiste middage en gang om måneden i Indre København.

Jesper Skibby og Brian Holm til Jørgen Leths bisættelse. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

»Vi så også tit cykelløb sammen. Når der var store etaper. Til sidst gad han ikke rigtig se sprinteretaper længere,« griner Bastian Emil Goldschmidt.

»Han var en stor forsvarer af Vingegaard, altid. Det havde glædet ham at se ham køre og hylde hans mærkelige, generte, sky og aparte væremåde i denne her Pogacar-æra.«

Hos Brian Holm står der også særligt en episode tilbage fra den sidste periode af Jørgen Leths liv.

»Han var forfængeligheden selv, til sin dødsdag. Det var sindssygt,« fortæller han.

»Bastian Emil og jeg lavede podcast med ham, kort inden han døde. Her viste han stolt viste sine nye designersko frem, og han var altså nogen og 80. Så bliver det sgu ikke bedre.«

Op til Tour de France fortalte Jørgen Leths søn, Asger, til B.T., at han måtte tage en pause fra cykelløb.

Det kan du læse mere om her.