»Jeg vil gerne tale med dig, fordi min far og Tour de France på en måde er uadskillelige størrelser. I mange år af mit liv var det en vigtig begivenhed – ikke kun på grund af sporten, men fordi han var dernede og kommentere. Jeg elskede at lytte til det.«

Asger Leth vælger sine ord med omhu, når han skal tale om sin far, Jørgen. 

I mange år var han stemmen af Tour de France og lyden af dansk sommer – og det er han stadig. 

Men siden Jørgen Leths død i efteråret er noget ændret, og i år køres Tour de France før første gang uden den ikoniske cykelfortæller.

Og det ændrede noget for sønnen Asger.

»Jeg plejer at være bidt af mange cykelløb, men jeg har ikke rigtig villet se nogen, siden han døde. Jeg har bare haft lyst til en pause. Lysten til at se dem har ikke været der,« forklarer han.

Asger Leth er vokset op med Tour de France gennem sin far, Jørgen. Foto: Sofie Mathiassen

»Han kunne godt lide, når vi ringede og gav ham karakterer (efter han havde kommenteret, red.), den gamle. Derfor er det også første gang nogensinde, at det ikke har været nødvendigt for mig at se cykelløb.« 

»Det har været rart med et break. Nu kan jeg fremover tænke på min far, når jeg ser løbene. Det er en smuk ting at mindes den gamle. Jeg tænker også, at han bliver holdt i hævd af kommentatorerne.«

I de sidste mange år af sit liv boede Jørgen Leth hos sønnen Asger, og derfor har døden efterladt et stort tomrum.

Og som for så mange andre var Tour de France ensbetydende med, at han skulle lytte til sin far. 

Asger Leth (længst til venstre med solbriller på) bar sin fars kiste på vej ud af bisættelsen i Garnisonskirken 16. oktober sidste år. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

»Nu har jeg faktisk glædet mig til Touren i år, og jeg har hele tiden tænkt, jeg ikke kunne holde mig fra den. Men da han døde, fyldte det ekstremt meget, i noget tid,« siger Asger Leth. 

»Det har været rart at slippe det fuldstændig, men nu er det også på tide at få ham ind igen, samle ham op. Mindes ham på den bedst mulige måde med det, han elskede mere end noget andet, og som vi lærte at elske igennem ham. Det vil jeg lade mig fylde op af.«

Han er ikke den eneste, der har haft det på den måde efter Jørgen Leths død, fortæller han.

»Det gælder ikke kun familien. Der har også været venner, hvor jeg kunne mærke, at det måske var rart at sætte cykeldelen og den gamle lidt væk.«

»Men nu er de klar til, at han skal fylde igen og mærke den måde, han bliver fejret på til Tour de France.«

Verdens største cykelløb er ikke kun et synonym med Jørgen Leth for Danmark og for Asger Leth. Det er det også i hans familie.

»Jeg kan ikke tale på alles vegne, men det ville undre mig meget, hvis de ikke bliver mindet om den gamle,« fortæller Asger Leth.

»Vi har tit haft fællesture og dage med forårsklassikere eller Tour de France i sommerhuset. På den måde fylder det meget, og det håber jeg på, at vi bliver ved med fremover.«

Du kan følge alt det seneste fra Tour de France i B.T.s liveblog lige her. Touren varer indtil søndag 26. juli.