Når 19 cykellegender går sammen med to forfattere om at tage pulsen på cykelsporten i dag, bliver man aldrig enige om tingene. Langt fra.
Alligevel er det opgaven, de har stillet sig for i Danske Professionelle Cyclisters Club.
Cykelforeningen, der inkluderer navne som Bjarne Riis, Rolf Sørensen, Dan Frost og Jesper Skibby, har netop udgivet bogen 'Lede Hunde & Kolde Kameler', der blandt andet handler meget om de danske legenders syn på den nye generation at cykelryttere.
Og det er ikke en nem opgave, fortæller Brian Holm, der er præsident for DPCC.

Sammen med bogens forfattere, Tonny Vorm og Søren Reedtz, og DPCCs formand, Per Bausager, står de for meget af arbejdet med bogen og koordineringen af legenderne.
»Det er helvede på jord, for det er sjældent, vi er enige om noget som helst,« siger Brian Holm i forbindelse med udgivelsen af bogen, der blev fejret med enkeltstart i Rundetårn tirsdag aften.
»Men vi skal heller ikke være enige i bogen. Vi kan sidde simpelthen og diskutere en helt nat, hvad der er rigtigt og forkert, men det kan cykelsporten også. Så meningen er, vi skal være uenige, men vi er alligevel enige om, at de nye generation jo er bedre,« siger han.
Ligesom i foreningens første bog, 'Sort Kaffe & Hvide Sokker', er der mange anekdoter med fra rytternes egne oplevelser på landevejene.

»Vi er nogle tosser alle sammen,« siger Jesper Skibby og fortsætter:
»Men vi har jo bare noget at byde ind med, føler vi. Vi kommer med nogle råd, og det er alt sammen med et glimt i øjet. Vi har DPCC, som vi elsker over alt på jorden. Og de her historier dukker op der. De skal sgu da skrives ned, mand.«
I den første bog var det meget personlige og svært underholdende anekdoter, der fyldte mest i bogen, og når det handler om andre end legenderne selv, kunne man frygte, de forsvinder.
Det skal man dog ikke være helt bekymret for, lader det til:

»Det er lidt som i den sidste bog med den dér, hvor Jesper Worre og Jørgen V. (Pedersen, red.) kører Italien Rundt. De skal have regnjakker på, men de fryser så meget. Worre skal tisse, men kan ikke få banditten ud. Så Jørgen, der fryser lidt mindre, må hive den ud af bukserne, så han kan tisse,« siger Brian Holm og fortsætter:
»Det er de der sindssyge historier, man bliver udsat for i tidens løb. Og der er nogenlunde de samme, hvor den her dog bliver lidt fornuftigere. De unge laver ikke de samme dumheder som os. I dag bliver løbet aflyst, hvis det er snevejr, så det kommer den nye generation aldrig til at prøve.«
»Hvis der lå isslag, jamen vi kørte kraftedme cykelløb alligevel. De advarer i radioen, at man ikke måtte gå uden for - og vi startede cykelløbet. Når vi larmede for meget på værelserne, kom sportsdirektøren og gav os et par smøger og lukkede døren,« fortæller DPCC-præsidenten.
Ved tirsdagens enkeltstart i Rundetårn var det den tidligere cykelprof og nuværende cykelkommentator hos Eurosport, Thomas Bay, der var hurtigst. Han kom fra bunden til toppen af Rundetårn på 49,78 sekunder.


