Danske Professionelle Cyclisters Club.
Det er navnet på en lille forening med ganske få medlemmer, der alle har en ting til fælles. De kørte cykelløb på højeste hylde.
Bjarne Riis, Rolf Sørensen og Kim Andersen er medlemmer. Brian Holm er præsident. Foreningen har våbenskjold og en bestyrelse. Men i virkeligheden er det en hyggeklub, som du måske selv kender til.
Og så er det en bogklub i den forstand, at klubben netop har udgivet sin anden bog, 'Lede Hunde & Kolde Kameler', hvor i alt 19 af dansk cykelsports største navne tager pulsen på cykelfeltet anno 2019.

Men hvordan startede idéen til Danmarks mest eksklusive cykelklub?
»Vi var alle sammen uvenner,« fortæller Brian Holm.
I særdeleshed var det to af klubbens medlemmer, Jesper Worre og Jørgen V. Pedersen, der var røget ind i noget af et uvenskab efter et løb i Oslo i 1995.
»De havde ikke snakket sammen i 20 år. De voksede op sammen, men blev uvenner. Når jeg var sammen med den ene, spurgte han til den anden: 'Nå, hvordan går det med datteren, er hun blevet konfirmeret?' Men de nægtede at tale sammen,« siger Brian Holm og fortsætter:

»Når to af dine gode venner er så meget uvenner, må du gøre noget. Så jeg sagde til de andre: 'Skal vi ikke lige prøve at invitere dem ud?' Jeg lod som om med dem begge, at vi bare skulle ud at spise uden at sige, den anden kom.«
»Så det var lidt en slags blind date. Vi havde hevet Bjarne op fra Schweiz, og Kim Andersen var kommet. Vi blev cirka 12 mand sådan lidt uplanlagt. Vi sidder flokken sammen, og så kommer Jørgen og ser Worre, og Worre får øje på Jørgen. Så satte vi dem sammen, så de var nødt til at blive gode venner,« siger klubbens præsident.
Det var starten til en forening med vedtægter og møder, som nu er blevet en af de mest fornemme kaffeklubber, hvor man hjælper hinanden, fortæller Rolf Sørensen.
»Det er jo ren hyggeklub. Så hjælper vi hinanden med de arrangementer, vi nu laver. Så skal man ligesom stå til rådighed – altså, det er ikke noget, der står i en kontrakt – men så hjælper vi hinanden. Holder Lars Michaelsen et gadeløb, jamen, så kommer vi,« siger Rolf Sørensen i forbindelse med lanceringen af 'Lede Hunde & Kolde Kameler'.


