Mathias Norgaard husker tydeligt, da han lå i vandpytten med et brækket ben og kiggede på sin ødelagte cykel.

»Hvad fanden har du gang i?« var den 22-årige danskers reaktion.

Han var netop blevet kørt ned af en bilist i den spanske by Girona, hvor han til daglig bor og træner som professionel cykelrytter.

Det er egentlig en helt almindelig dag, hvor det danske stortalent bare skal ud på en kort træningstur, og selvom vejret ikke er velegnet til cykling, har han taget sine forholdsregler.

22-årige Mathias Norsgaard.
22-årige Mathias Norsgaard. Foto: Rasmus Laurvig / Byrd
Vis mere

»Jeg kommer cyklende i høj fart, og pludselig er bilen der bare. Jeg prøver at undvige, men bilen rammer mig frontalt. Herefter bliver jeg slynget ind i en lygtepæl, og bagefter kan jeg bare mærke, den er helt, helt gal,« fortæller Mathias Norsgaard, da B.T. besøger ham i hans mors hjem i Brædstrup tæt ved Horsens, hvor han skal ud på sin første cykeltur efter ulykken.

Det er her, han primært har opholdt sig efter skrækulykken 5. december sidste år. Med undtagelse af 17 dage, som bød på hospitalsindlæggelser og et sandt smertehelvede.

Efter ulykken ligger han grædefærdig i vandpytten og råber efter hjælp.

Derefter samles en masse mennesker omkring ham, og mens politiet afhører bilisten, kommer ambulancen.

Ambulanceturen står meget klart i Mathias Norsgaards erindring, fordi der kun var én tanke, der fyldte på det tidspunkt.

»Min karriere. Jeg magtede ikke at skulle kæmpe for at komme i form igen. Jeg havde arbejdet så benhårdt for at komme op på et højt niveau, og jeg havde ofret alt for at nå dertil,« forklarer han.

Stortalentet havde netop skrevet under på en toårig kontrakt med det spanske storhold Movistar, og han stod på tærsklen til sit internationale gennembrud.

»Jeg tænkte meget over, hvordan Movistar så på mig nu. De havde lige taget en ung fyr ind, og så kommer han galt afsted til træning. Det havde sgu været nemmere at acceptere, hvis det var sket i et cykelløb,« siger Mathias Norsgaard.

Mathias Norsgaard har fået et voldsomt ar efter to operationer.
Mathias Norsgaard har fået et voldsomt ar efter to operationer. Foto: Rasmus Laurvig / Byrd
Vis mere

Da han ankommer til hospitalet i Girona, begyndte det, der skulle vise sig at blive et mareridt for Movistar-rytteren.

Forud ventede nemlig lange ventetider, bøvl med forsikringsselskabet, en smertefuld flyvetur, operationsvanskeligheder, søvnløse nætter og et kompartmentsyndrom, som kun rammer cirka en ud af 10 og er ekstremt smertefuldt.

Syndromet gjorde, at lægmusklen hævede gevaldigt op i det brækkede underben, og derfor lå han med åbent skinneben i 10 dage på Regionshospitalet i Viborg.

»Det hele ramlede sammen for mig, og jeg kune ikke se nogen udvej. Jeg lå og tænkte på, om det var livet værd,« lyder det fra Norsgaard.

Han lukkede af for både venner og familie, selvom de trofast sad ved hans side på hospitalet de fleste af døgnets 24 timer, mens han befandt sig i et mørkt rum og gennemgik den ene svedetur efter den anden:

»Jeg får ikke snakket med mine forældre, selvom de sidder lige ved siden af mig. De er der bare. Jeg har faktisk slet ikke lyst til at snakke med nogen, og når telefonen ringer, kan jeg ikke overskue en så banal ting som at svare tilbage.«

Når han ser tilbage på hele forløbet, så er det også den opførsel, han fortryder mest. Han ville i stedet ønske, han havde snakket om ulykken med sine forældre, Line og Teddy Norsgaard.

»Jeg er ekstremt taknemmelig for, at de var der for mig. Min søster og hendes kæreste (UAE Team Emirates-cykelrytteren Mikkel Bjerg, red.) satte også alt på standby for mig, da jeg var indlagt i Spanien. Man finder virkelig ud af, hvem der er der for én.«

Det danske stortalent gør sig klar til sin første tur i det fri efter ulykken.
Det danske stortalent gør sig klar til sin første tur i det fri efter ulykken. Foto: Rasmus Laurvig / Byrd
Vis mere

Ud over de fysiske skader har ulykken sat sine spor på den mentale front.

»Da jeg blev udskrevet fra hospitalet, havde jeg opbygget en angst for at køre i bil. Jeg var konstant opmærksom på fare,« siger han.

Efter udskrivelsen havde han også svært ved at sove om natten, fordi det ene mareridt hele tiden blev erstattet med et nyt.

»Hver gang jeg lukkede mine øjne, så jeg kun bilen for mig. Jeg spekulerede på, om frygten nogensinde ville få en ende,« fortæller Mathias Norsgaard.

Movistar-rytteren i Brædstrup inden cykelturen.
Movistar-rytteren i Brædstrup inden cykelturen. Foto: Rasmus Laurvig / Byrd
Vis mere

Ulykken har ligeledes været med til at ændre ham som person, lyder det:

»Der er andre ting, der er vigtigere for mig her i livet, og jeg er virkelig blevet bekræftet i, at jeg skal elske de mennesker, jeg har omkring mig.«

»Jeg er sluppet billigt. Folk dør i sådanne ulykker, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis jeg havde ramt lygtepælen med hovedet først.«

Forløbet står dog ikke som et lukket kapitel for den unge cykelrytter - endnu:

Mathias Norsgaard cyklede en kort tur i 45 minutter.
Mathias Norsgaard cyklede en kort tur i 45 minutter. Foto: Rasmus Laurvig / Byrd
Vis mere

»Der er en moralsk kløft mellem ham (bilisten, red.) og jeg, da han ikke har kontaktet mig siden ulykken for at sige undskyld. Jeg skal dog helt sikkert ned på stedet, hvor ulykken skete, igen, så der kan komme en form for afslutning på det.«

Efter snakken gør den unge silkeborgenser sig klar til at hoppe i cykeltøjet for første gang siden december, og det er tydeligt, at han har set frem til det.

»Det var fedt! Men også en mærkelig følelse. Heldigvis var angsten for modkørende biler slet ikke et problem,« forklarer han lykkeligt efter cirka 45 minutter på landevejen.

Mathias Norsgaard regner med at få debut på World Touren i slutningen af april, inden han er tilbage i fuld vigør i starten af juni.