Hvis der er én person, der nok gerne hurtigst muligt vil i gang med en ny sæson, så er det cykelrytteren Søren Kragh Andersen.

For den danske cykelstjerne har nemlig haft et år på landevejene, der er gået alt andet end godt.

»Jeg har været ramt af en masse uheld og sygdom. Det har hele tiden været ét skridt frem og to tilbage. Der har virkelig bare været mange ting, men jeg har ikke et præcist svar på, hvorfor det lige er gået, som det er,« siger den 27-årige Team DSM-kaptajn til B.T.

Sæsonen har nærmest været ét stort problem med tilbageskridt og sygdomsforløb, og det har sat sine spor i sidste års Tour de France-helt:

27-årige Søren Kragh Andersen.
27-årige Søren Kragh Andersen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Man lærer hele tiden, og jeg har lært en masse som menneske og cykelrytter efter det her år. Jeg prøver bare at kæmpe mig ud af den dårlige spiral, som jeg er i lige nu. Jeg må kigge indad og få evalueret. Det har været rimelig meget op ad bakke i hvert fald.«

Mareridtssæsonen kulminerede ligeledes, da han i september blev vraget til VM-truppen.

Noget, han ellers virkelig havde set frem til, lyder det fra Søren Kragh Andersen:

»Det var en kæmpe skuffelse for mig ikke at være der, men når jeg kigger tilbage, så har min sæson ikke været god, og derfor havde jeg ikke gjort mig fortjent til at være der.«

Fulgte du med foran tv'et i sidste weekend, da VM blev kørt?

»Nej, jeg var faktisk ude og træne den dag. Jeg kørte en lang tur, og så fik jeg kun set de sidste fem kilometer af løbet. Her var jeg lidt overrasket over, at der ikke var flere danskere, der gennemførte eller kom i top-20, selv om Michael Valgren leverede et kæmpe resultat.«

På trods af store skuffelser og en frustrerende tid for den danske cykelrytter, har han søndag dog muligheden for at sætte et godt punktum for en svær sæson, når der køres cykelklassikeren Paris-Roubaix.

»Jeg tror, det bliver hårdt, men jeg vinder næppe løbet. Så jeg håber at kunne gøre en forskel for holdet, men jeg skal også være realistisk oven på den sæson, jeg har haft,« siger han og tilføjer:

Søren Kragh Andersen overraskede alle, da han sidste år vandt to etaper i Tour de France.
Søren Kragh Andersen overraskede alle, da han sidste år vandt to etaper i Tour de France. Foto: BENOIT TESSIER
Vis mere

»Træningen er gået godt på det seneste, og jeg har faktisk en god fornemmelse, så jeg skal bare ud over stepperne. Og håbe på, at jeg har en god dag.«

Du kan følge Søren Kragh Andersen og mange af de andre danske cykelstjerner her på bt.dk, når der søndag køres Paris Roubaix fra klokken 11.