Den danske cykelstjerne Michael Mørkøv fik en tidlig julegave i år.

For blot dage inden juleaften blev den 36-årige Deceuninck–Quick-Step-rytter nemlig far for tredje gang.

Det afslører han i et opslag på Instagram.

'22. december kom denne lille nisse til verden. God jul og godt nytår fra lille Victor,' skriver Mørkøv i opslaget, hvor han har delt et billede af den lille nyfødte.

Michael Mørkøv (tv.) vandt OL-guld i parløb sammen med Lasse Norman Hansen i sommer.
Michael Mørkøv (tv.) vandt OL-guld i parløb sammen med Lasse Norman Hansen i sommer. Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

Selve navnet til den sønnen er dog ikke en beslutning, som Michael Mørkøv og hans bedre halvdel, hustruen Trine, har truffet midt i julefreden.

Faktisk har det længe været besluttet, at parrets tredje barn skulle hedde Victor. Og det er der en helt særlig årsag til, afslørede cykelrytteren tidligere på året.

»Der kommer også en Viktor i december, og han er opkaldt efter ham, der vandt en guldmedalje for en uge siden,« lød det fra Michael Mørkøv under sommerens OL med henvisning til Viktor Axelsens store triumf.

Den danske badmintonstjerne er nemlig et stort forbillede for den succesfulde cykelrytter, har han tidligere fortalt.

Axelsen er dog ikke den eneste person, der har givet navne-inspiration til Mørkøv-familien.

Parret har nemlig i forvejen opkaldt deres første søn for Frederik efter Danmarks kommende konge, har cykelstjernen tidligere forklaret.

Foruden de to drenge er parret også forældre til en pige, der hedder Alberte.

Michael Mørkøv hentede i sommer karrierens største resultat på cykelbanen, da han sammen med makkeren Lasse Norman Hansen vandt OL-guld i parløb.

Senere på året satte den gyldne duo ligeledes alle konkurrenterne til vægs ved VM i samme disciplin.