En ung, dansk cykelrytter, der kører for et af de danske landshold, er blevet testet positiv for doping.

Det bekræfter Dansk Cykle Union over for Jyllands-Posten.

»Rytteren er indtil videre suspenderet på alle landshold. Det er praksis, når man er blevet testet positiv for et medikament, som er på plus-listen. Men indtil der er en endelig afgørelse i sagen, kan vi ikke kommentere det yderligere,« siger Henrik Jess Jensen, der er formand i DCU, til avisen.

Det er ikke offentliggjort, hvilken rytter, der er tale om.

Arkivfoto. Tour de France.
Arkivfoto. Tour de France. Foto: STEPHANE MAHE
Vis mere

Den positive dopingprøve fra en dansk rytter er blevet afleveret i forbindelse med et udenlandske etapeløb. Ifølge feltet.dk skulle den positive prøve være afleveret ved et juniorløb i maj 2018, mens sagen skulle have stået på siden juni.

Ifølge Jyllands-Posten skulle der være tale om stoffet methylhexanamin, der er et præstationsfremmende middel, som flere sportsudøvere tidligere er blev idømt karantæner for.

Det tæller blandt andre hurtigløberen Nesta Carter, der indleverede en dopingprøve indeholdende methylhexanamin efter OL i 2008. Det jamaicanske stafethold på 4x100 meter, heriblandt Usain Bolt, fik derfor frataget deres medaljer.

Den danske rytters dopingsag ligger i øjeblikket hos cykelsportens internationale dopingagentur, CADF. Rytteren kan påkræve resultatet af en b-prøve og yderligere afgive forklaring, men ifølge Jyllands-Posten er det ikke sket endnu.