Den knaldhårde positionskamp blandt cyklisterne i København bliver endnu mere intens i 2025.
Efter flere års hårdt arbejde i kulissen er det endelig en realitet: Verdens mest formstærke cykelnation får sit helt eget World Tour-endagsløb fra 2025.
»I en stærk cykelby som København skal verdens bedste cykelryttere ikke bare være nogen, vi ser på skærmen og fra sofaen. Vi skal se dem fra første parket i vores gader,« siger Sophie Hæstorp Andersen (S), Københavns overborgmester, og fortsætter:
»Det er ganske enkelt historisk, at vi sammen med vores partnere får vores helt eget UCI World Tour-cykelløb.«
World Tour-endagsløbet bliver både for mænd og kvinder og skydes i gang i Roskilde.
Ruten er endnu ikke færdigtegnet, men inkluderer både ‘sidevind, smukke kyststrækninger og historiske seværdigheder’, som arrangørerne forklarer, inden vinderen skal findes i København.
Datoen er endnu ikke på plads – Den Internationale Cykelunion skal først finde rum i en tætpakket kalender – men sikkert er det, at løbet som minimum får en levetid på tre år.
»Som sporten har udviklet sig, bliver klassikerne og monumenterne afgjort af få, stærke ryttere, som kører hjem i små grupper eller alene. Her har det været attraktivt at have et løb, som kan have begge dele.«
»Hvor sprinterne stiller op med en klar idé om at have en chance for at vinde, men selvfølgelig også med et element af uforudsigelighed.« forklarede DCU-formand Morten Anderson dengang.
Bag løbet står Københavns Kommune, Roskilde Kommune, Danmarks Cykle Union, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen og staten ved Kulturministeriet og Erhvervsministeriet.
Københavns Kommune trækker det største økonomiske læs med en bevilling på i alt 45 millioner kroner fordelt over tre år.
En del af disse penge er målrettet aktiviteter uden om løbet – blandt andet et politisk cykeltopmøde, et folkemotionsløb og en generel cykelfolkefest i forbindelse med arrangementet.