Fabio Jakobsen var døden nær efter det skrækkelige styrt under Polen Rundt i august.
Nu er han så småt tilbage på cyklen igen efter flere operationer, hvor han blandt andet har fået rekonstrueret sit ansigt. Og midt på ugen var han så også en del af holdpræstationen, da Deceuninck–Quick-Step havde pressemøde over Zoom.
Her forklarede den hollandske stjerne, at det langsomt går fremad.
»Lige nu er jeg på min cykel igen. Jeg kører træningsture med drengene her, men ikke dem allesammen. Indimellem tager jeg en genvej tilbage til hotellet. Følelsen på cyklen er okay, det går langsomt, men sikkert imod at føles som en professionel cykelrytter igen. Der er stadig lang vej, men jeg er glad for, dér hvor jeg er nu,« fortæller han.
Det var på de afsluttende meter af 1. etape af Polen Rundt, at hollænderen blev presset så langt ud af sin landsmand Dylan Groenewegen, at han hamrede ind i barrieren med hovedet først. Med det samme holdt hele cykelverdenen vejret.
I timerne efter ulykken var det usikkert, om den 24-årige Deceuninck–Quick-Step-rytter ville overleve. Men Fabio Jakobsen kom sig, og efterfølgende kunne han fortælle, hvordan hans ansigt var blevet totalsmadret:
130 sting, en smadret kæbe, en ødelagt gane, lammede stemmebånd, en slem hjernerystelse og kun én tand tilbage.
Sidenhen arbejdede lægerne med at genskabe hans mund. Her skulle knogler blandt andet flyttes fra hans hofteskål til ansigtet, ligesom han skulle have indsat tandimplantater.
Men trods flere operationer er Fabio Jakobsen ikke færdig med at komme under kniven.
»Jeg er tilbage på cyklen, og jeg ville gerne give en dato. Men den første dato, som jeg kan give jer, er februar, hvor jeg skal igennem endnu en operation. Jeg må se, hvordan det går med denne her. Går det godt, kan jeg måske køre løb en-to måneder senere,« siger han og fortsætter:
»Men kommer der komplikationer eller noget, kan det være, at jeg må rykke det igen. Det er svært at give et løb eller en dato. Jeg håber på så snart som muligt.«
Men selv om et comeback formentlig ikke er lige om hjørnet, så var det en glad Deceuninck–Quick-Step-rytter, der onsdag mødte pressen sammen med resten af storholdet.
»Det er svært at beskrive med ord, hvordan det er at være tilbage på holdet. Det er bare fantastisk. Styrtet var en af de værste oplevelser i mit liv, og ugerne efter var meget hårde. Det at være tilbage gør mig virkelig glad. Det hold er som en familie. Vi bruger tid sammen, vi passer på hinanden, og jeg tror også, at jeg kan sige, at vi elsker hinanden på en positiv måde.«
