Forestil dig, at du er indespærret i to uger på et hotelværelse, du slet ikke har lyst til at være i.

Forestil dig så, at du egentlig føler dig rask. Og så forestil dig til sidst, at du ikke kan være med til din datters fødsel.

Sådan har UAE-TeamEmirates-rytteren Diego Ulissi sådan cirka haft det.

Først i marts fødte hans kone, Arianna, mens cykelrytteren var i coronakarantæne på sit hotelværelse i Emiraterne. Du kan se Ulissi og UAE-TeamEmirates' opslag i bunden af artiklen.

Diego Ulissi kunne ikke komme til sin egen datters fødsel på grund af coronavirus.
Diego Ulissi kunne ikke komme til sin egen datters fødsel på grund af coronavirus. BENOIT TESSIER

Parret har fået en lille datter, Anna, som Diego Ulissi altså må vente i dagevis på at møde for første gang.

»Ulissi blev far for et par dage siden, og da sad han allerede i karantæne her. Han har ikke kunnet komme hjem,« siger den danske Cofidis-rytter Jesper Hansen, der selv sidder i karantæne på selvsamme hotel, til B.T.

Danskeren har selv måttet aflyse sin søns barnedåb, der skulle have fundet sted søndag (08.03, red.). Selv om det har stresset ham, føler han sig dog en smule heldig.

»Det er i det mindste ikke lige så slemt som Ulissi. Og så læser man jo også nyheder om folk, der er i karantæne steder, hvor det er meget værre, end det er her,« siger danskeren.

»På den lyse side er det ikke et dårligt sted at være i karantæne.«

Selv skriver Ulissi følgende på sine sociale medier.

»Velkommen Anna!!!!! Fødslen gik rigtig godt, og begge har det godt. Jeg kan ikke vente med at kramme mine piger!!« skriver den 30-årige cykelrytter.

Både Cofidis og UAE-TeamEmirates sidder i karantæne i kølvandet på cykelløbet UAE-Tour, hvor de to seneste etaper blev aflyst grundet spredningen af coronavirus.