Blitzer, kameraer, autografer, lykønskninger stod i skarp kontrast til en rolig gut fra Tølløse.

Efter hvad der må have føltes som verdens længste døgn, landede verdens nye cykelkonge, den 23-årige Mads Pedersen, i Københavns Lufthavn. Hundredvis af fans, venner og familiemedlemmer stod klar til at modtage den nye prins af dansk cykelsport, der til gengæld virkede ganske upåvirket, selvom han sagde noget andet.

Egentlig virkede han ikke anderledes end i onsdags omkring klokken otte, da han tidligt boardede et halvtomt fly i København med kurs mod Manchester. Uden at have den fjerneste anelse om, at smutturen i England for altid ville ændre hans liv.

»Det er sindssygt at komme hjem til. Det er vildt at se så mange mennesker, der kommer og fejrer vores resultat,« sagde holdspiller Pedersen, kort efter verdensmesteren landede i Københavns Lufthavn.

Mads Pedersen bliver hyldet ved sin ankomst til Københavns Lufthavn.
Mads Pedersen bliver hyldet ved sin ankomst til Københavns Lufthavn. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Sidst på flyvningen mellem Manchester og København mandag morgen kaldte SAS-piloten Mads Pedersen for en 'superhelt'. Og kigger man på danskerens liv fra søndag morgen til mandag middag, har han på mere end en måde leveret en helt usædvanlig præstation.

Verdensmesteren stod op klokken kvart i seks søndag morgen for at køre 261 kilometer i silende regnvejr og bare lige vinde VM, fortsætte med interview med alverdens medier, fejring med holdkammeraterne i bussen, champagne og middag på rytterhotellet og sluttede selvfølgelig af en med bytur i Harrogate, hvor han blev mandsopdækket af nysgerrige fans.

Han rundede dagen af med tre timers søvn, hvorefter turen gik mod Manchester Lufthavn for at flyve hjem til Købehavn.

»Ingen interview og billeder på flyet, der skal vi sove,« sagde Mads Pedersen på sin smilende og overskudsagtige facon inden flyveturen, hvor han og hans forlovede, Lisette Jørgensen, trods alt blev rykket op på business-class.

Verdensmester i linjeløb Mads Pedersen ankommer til Københavns Lufthavn mandag den 30. september 2019. Mads Pedersen vandt i går herrernes linjeløb ved VM i England. Det er første gang, en dansker har vundet titlen. (Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix)
Verdensmester i linjeløb Mads Pedersen ankommer til Københavns Lufthavn mandag den 30. september 2019. Mads Pedersen vandt i går herrernes linjeløb ved VM i England. Det er første gang, en dansker har vundet titlen. (Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix) Foto: Anthon Unger
Vis mere

Under flyvningen bad han personalet om ikke at annoncere, at han sad om bord, før sidst på turen. For han er bare en dreng fra Midtsjælland, der vil være i fred og ro.

Meget søvn blev det ikke til på flyet. I lufthavnen nåede Mads Pedersen til gengæld en tur ind i Danmarks heldigste toiletbås, da han iførte sig VM-striberne uden på sit civile tøj og hev danmarkshistoriens første guldmedalje ved herrernes linjeløb frem. Begge dele fik han præsenteret med manér til de mange fremmødte fans.

»Jeg havde ikke noget i hovedet, da jeg afsluttede løbet. Da jeg stoppede med at træde, fik jeg bare krampe,« fortalte Mads Pedersen.

Selv superhelte har små bump på vejen. Under verdens længste døgn blev det for Mads Pedersens vedkommende en forkrampet muskel omkring klokken 16 på en våd vej i Harrogate.