2020 er nok ét af de år, der hurtigst muligt skal ryge i glemmebogen for Mathias Norsgaard.

For det danske stortalent er nemlig blevet opereret – endnu en gang – efter et år, der nærmest kun har budt på nedtur efter nedtur.

Noget, som den 23-årige cykelrytter har sat ord på i et opslag på Instagram, hvor han har delt et voldsomt billede af sine ar efter den første operation for snart et år siden. Du kan se billedet nederst i artiklen.

'Det var en stor skuffelse for mig at gå glip af klassikerne efter min kamp for at komme tilbage på cyklen,' skriver han indledningsvis i opslaget og fortsætter:

22-årige Mathias Norsgaard.
22-årige Mathias Norsgaard. Foto: Rasmus Laurvig / Byrd
Vis mere

'Jeg tog tilbage til Danmark efter BinckBank Tour for at gennemgå nogle scanninger, da jeg stadig havde smerter i mit ben, ankel og knæ. Normal smerte efter så stor en skade, men min skinnebensknogle er ikke helet efter 11 måneder.'

Og med den triste melding fra lægerne, var der ingen anden udvej end at lade sig operere igen, og det er netop, hvad den skuffede Movistar-rytter har gjort.

'Sort uheld må være en underdrivelse,' skriver han videre i opslaget om hele sit voldsomme skadesforløb.

I december sidste år blev han frontalt kørt ned under en cykeltur i Girona, Spanien, netop som han stod på tærsklen til sit helt store internationale gennembrud efter at have skrevet en toårig kontrakt med Movistar.

Efterfølgende ventede der flere operationer og et sandt smertehelvede for den unge dansker, inden han kunne sætte sig op på cyklen for at rulle ud på de danske landeveje for første gang siden den skæbnesvangre dag i december.

Her var B.T. i øvrigt med, og den oplevelse kan du læse meget mere om HER.

Siden da oplevede Mathias Norsgaard at blive sat voldsomt tilbage i sin genoptræning, da coronakrisen satte ind i marts. Dengang viste scanningerne faktisk allerede, at det brækkede ben ikke helede som planlagt.

Det var et hårdt slag for den unge dansker, der gjorde ham både chokeret og depressiv, og som efterfølgende tvang ham til tage en pause fra hele forløbet.

Movistar-rytteren i Brædstrup, Jylland, i februar, hvor B.T. var med på første træningstur efter den voldsomme ulykke i Girona, Spanien.
Movistar-rytteren i Brædstrup, Jylland, i februar, hvor B.T. var med på første træningstur efter den voldsomme ulykke i Girona, Spanien. Foto: Rasmus Laurvig / Byrd
Vis mere

Herefter fandt Mathias Norsgaard dog en fornyet motivation for at komme endnu stærkere tilbage på cyklen, og med en stærk slutspurt på genoptræningsforløbet trak han for første gang trøjen over hovedet for et World Tour-hold i august. Smerte eller ej.

Glæden varede dog ikke længe, for her et par måneder senere kunne han altså ikke holde smerten ud længere.

Derfor står Mathias Norsgaard nu over for endnu et genoptræningsforløb. Men står det til den unge cykelrytter, skal han nok komme tilbage med fuld kraft.

'Nu er der en kamp for at komme tilbage, men jeg er helt sikker på, at 2021 nok skal blive et godt år,' står der afslutningsvis i opslaget.