Det er hamrende uretfærdigt.

Sådan siger den danske cykelrytter Cecilie Uttrup Ludwig om forskelsbehandlingen mellem kvinde- og herresiderne i cykelsporten i forhold til løb og præmiepenge.

»Det er, som om folk tror, at vores livmoder falder ud, når vi skal over hårde stigninger. Lige her til VM er det rart, at vi får de samme muligheder som mændene,« siger den 25-årige cykelrytter til B.T.

Lørdag skal Cecilie Uttrup Ludwig køre landevejsløbet for kvinderne, der i år bliver afviklet på samme rute som mændenes. Sidstnævnte skal dog køre ni omgange ved italienske Imola, hvilket svarer til 258,2 kilometer, mens kvinderne skal køre fem omgange svarende til 143 kilometer.

Ofte har Uttrup følt sig nødsaget til at råbe op, når hun har oplevet, at kvindesiden nedprioriteres.

Men det her er et skridt i den rigtige retning.

»Lige på den front er det rart, at der ikke skal gøres forskel. Jeg håber, at det fortsætter, og det har været en debat i nogle år nu,« fortæller Cecilie Uttrup Ludwig, der også kørte VM for Danmark i fjor.

Da endte hun på 30.-pladsen i linjeløbet.

Lørdag skal Cecilie Uttrup Ludwig forsvare de danske farver til VM i italienske Imola. Det gjorde hun allerede for to år siden i Østrig.
Lørdag skal Cecilie Uttrup Ludwig forsvare de danske farver til VM i italienske Imola. Det gjorde hun allerede for to år siden i Østrig. Foto: HEINZ-PETER BADER
Vis mere

»Det er, som om det her emne er nået ud til Den Internationale Cykeluinon og løbsorganisationerne. Generelt tror jeg, at sexisme er et ret brandfarligt emne, så folk vil ikke forbindes med, at de gør forskel på mænd og kvinder,« mener hun.

Cecilie Uttrup Ludwig, der kører for det franske hold FDJ Nouvelle-Aquitaine Futuroscope, er en af de heldige, som kan leve af sin sport.

I et tidligere interview med B.T. fortalte hun, at det ikke er ret mange kvindelige cykelryttere, som kan det.

Det er hun dog overbevist om, at der skal rykkes på, og udviklingen er i gang. Blandt andet er der indført en minimumsløn på World Touren samt flere tv-transmissioner. Men det er langtfra nok, mener den danske cykelrytter.

»Sporten går i den rigtige retning, og det er jo positivt, men der er stadig lang vej igen til at opnå ligestilling inden for cykelsporten,« forklarede hun til B.T. dengang.

Og hun er da også realistisk. Ting tager tid.

»Det tager tid at få ting ændret. Det må vi bare erkende. Jeg ville ønske, at vi fik samme anerkendelse som mændene.«