Jonas Vingegaard tog ingen chancer onsdag under Tirreno-Adriatico. Til gengæld må heldet gerne vende for danskeren, der blandt andet blev ramt af et kuriøst problem.
Her får du B.T.s dom fra tredje etape af Tirreno-Adriatico, der blev vundet af Phil Bauhaus.
Han ligner ikke en dørmand, men Jonas Vingegaard er altid på vagt.
Visma-stjernen overlader INTET til tilfældighederne, hvilket han igen beviste, da han pludselig satte sig allerforrest i feltet blandt EF-Education Easypost-holdet på nedkørslen sidst på etapen.
Vingegaard er notorisk dygtig til at holde sig ude af knibe, og onsdag var på ingen måde en undtagelse. Altid placeret rigtigt.
Danskerens største problem var dog et noget kuriøst et af slagsen, som du kan læse nærmere om under 'Så du det.'

Med undtagelse fra enkeltstarten på Tirrenoens førstedag har der ikke været en finger at sætte på danskerens præstationer i 2024.
I O Gran Camiño var det en magtdemonstration, som sjældent er set lige, og tværs gennem det italienske landskab viser Tour-favoritten igen, at han er, hvor han skal være. De store manddomsprøver kommer dog først senere på ugen.
Så smør kæden på havelågen, stryg ned i kiosken efter popcorn og chokolade og varm op med Bobby Olsen-videoer de kommende dage.
Så er du klar til fredag og især lørdag, hvor ruten lægger op til, at det hele eksploderer i et storslået klimaks. Der kan du lige så godt aflyse alle dine planer. Vi tør godt garantere, at vi får nogle svar.

Der er ingen grund til at slå alarm omkring Jonas Vingegaards efter tre dage ved Tirreno-Adriatico. Men thyboen har ikke fået den start, han drømte om.
På løbets førstedag overraskede konkurrenten Juan Ayuso alt og alle, da han kørte en kanon enkeltstart, hele 22 sekunder hurtigere end Jonas Vingegaard.
Onsdag mistede danskeren så holdkammeraten Robert Gesink – der som den ene af kun tre ryttere indtil videre – har kastet håndklædet i ringen og er udgået af det italienske ugeløb. Det var et styrt tirsdag, der sender den hollandske veteran ud af løbet.
Nu skal heldet helst vende for Jonas Vingegaard, hvis det ikoniske trefork-trofæ skal med hjem på hylden i Glyngøre. For første gang i år får vores danske darling for alvor hårde konkurrenter at bide skeer med. Vi kan ikke vente!
'Jonas Vingegaard – danskeren, vikingen, ismanden – og han er ved at fryse ihjel ved Perugia?'
Sådan lød en af de mange reaktioner på kuriøse scener, der udspillede sig omkring Jonas Vingegaard på dagens våde cykeltur.
For da Visma-stjernen bøvlede gevaldigt med tøjet på cyklen – og lignede en mand, der frøs – gav han svaret på, hvor mange kilometer det kan tage at få styr på en drilsk jakke.
Det tog på den gode side af 12 kilometer, inden han fik hjælp fra holdbilen og formentlig tæmmet jakken.
Vi nærmer os så småt weekenden, hvor det begynder at dufte af Vingegaard-terræn.
De tynde kroppe skal kæmpe sig op over løbets hidtil hårdeste bjerg, når feltet forcerer Valico di Castelluccio på torsdagens etape.
Men desværre for Jonas ligger bjerget så langt fra mål, at det næppe kommer til at være en dag med mulighed for at sluge mange sekunder på de øvrige klassementryttere. Derfor skal vi især rette sigtekornet mod fredag og lørdag.
Mantraet kan dermed kun være én ting: Vi må væbne os med tålmodighed. Der til gengæld formentlig bliver rigtig, rigtig godt.
