Danmark står stadig uden regering, men Paris-Roubaix 2026 går direkte i historiebøgerne. Havde man spurgt Uffe Elbæk, havde han sagt: »Ahmen hvor er det crazy, det her!«

Her får du B.T.s dom fra Helvede i Nord, der blev vundet af Wout van Aert.

MADS PEDERSEN

Mads Pedersen nægtede at slippe drømmen om endelig at vinde Paris-Roubaix trods optakten med styrt og sygdom. Men det blev heller ikke i år, at det lykkedes.

På trods af uheld var han nærmest konstant blandt de forreste, men kom i klare problemer, da Wout van Aert og Tadej Pogacar skruede på gashåndtaget.

Alligevel leverede Mads Pedersen en smuk præstation med en hæderlig syvendeplads.

Det efterlader ham med en flot klassikersæson, hvor han trodsede brækkede håndled og kraveben har kørt fem top 10-placeringer hjem.

Wout van Aert vandt en ikonisk spurt mod Tadej Pogacar om sejren i Paris-Roubaix.
Wout van Aert vandt en ikonisk spurt mod Tadej Pogacar om sejren i Paris-Roubaix. Foto: Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix

Det var umuligt ikke at få tårer i øjenkrogen ved synet af grædefærdige Wout van Aert, som skabte sensationen ved at vinde Paris-Roubaix. 

En mand, der har været i en gevaldig krise de seneste år – og endelig får sin drøm opfyldt efter en jagt, der har stået på i årevis.

Men uanset hvem af favoritterne, der havde vundet, står en ting klart. INTET kan hamle op med Paris-Roubaix. 

Det er det vildeste, sygeste, mest uforudsigelige og svedfremkaldende cykelløb på hele året. En vanvidsfortælling, der igen fik hjertet til at hamre afsted. 

Et fuldstændig galt arrangement, på grænsen til det perverse. Så skørt, og smukt. Nøj, hvor vi elsker det!

Arenberg Skoven gjorde det onde ved Mathieu van der Poel, der blev ramt af defekt. Det bød på surrealistiske billeder, hvor superstjernen måtte gå rundt i afmagt.
Arenberg Skoven gjorde det onde ved Mathieu van der Poel, der blev ramt af defekt. Det bød på surrealistiske billeder, hvor superstjernen måtte gå rundt i afmagt. Foto: Etienne Garnier/AFP/Ritzau Scanpix

Det var nærmest verdenshistoriske billeder, der tårnede sig frem fra Paris-Roubaix. For det var en katastrofe for Tadej Pogacar og decideret pinligt.

Superstjernen blev ramt af en defekt undervejs i løbet, hvor han blev svigtet af sine UAE-tropper og var totalt alene. Cykelvidunderet måtte derfor køre et stykke på neutral cykel, inden han fik styr på situationen. For en stund lignede det, at der var huller i Pogi-panseret, og han måtte brænde sig selv helt af for at hente de forreste.

Van der Poel fik til gengæld hurtig hjælp af sine folk, da uheldet skyllede ind over ham på det ikoniske pavéstykke i Arenberg Skoven. Alligevel resulterede det ikoniske billeder, vi aldrig glemmer.

Først fik han holdkammerat Jasper Philipsens cykel stukket i hånden, men der gik ikke mange sekunder, før han opgav at køre videre på den. Så fik han Del Grossos – der i øvrigt skiftede et hjul på den, men heller ikke det gik.

I stedet vandrede han rundt i skoven i ren og skær afmagt. Det så fuldstændig syret ud.

1. Wout van Aert – Visma-Lease a Bike
2. Tadej Pogacar – UAE Team Emirates ''
3. Jasper Stuyven – Soudal Quick-Step +13''
4. Mathieu van der Poel – Alpecin-Premier Tech +15''
5. Christophe Laporte – Visma-Lease a Bike ''
6. Tim van Dijke – Red Bull-Bora-hansgrohe ''
7. Mads Pedersen – Lidl-Trek ''
8. Stefan Bissegger – Decathlon CMA CGM Team +20''
9. Nils Politt – UAE Team Emirates +2:36''
10. Mike Teunissen – XDS Astana Team ''