Da Mads Pedersen ramte den spanske asfalt på sin allerførste løbsdag på året, var han ikke i tvivl om, at det blev en dyr omgang.

Luften blev slået fuldstændig ud af hans lunger, og han kunne mærke, at den var gal helt gal med både håndleddet og kravebenet.

Men frygten hos lægerne var langt værre og mere kostbar, end hvad han selv kunne fornemme.

Det fortæller den danske cykelstjerne i Lidl-Treks nye dokumentar 'Crash to cobbles in nine weeks'.

»De troede også, min ryg var brækket, så jeg fik den her … Nakke-ting (en stiv halskrave, red.) på, og jeg lå der i ambulancen og kiggede op ad.«

Dokumentaren følger danskerens genoptræning efter styrtet i Volta a la Comunitat Valenciana i februar og frem til Pedersens store sæsonmål, søndagens Paris-Roubaix.

Mads Pedersen viste gode takter, da han i weekenden blev nummer fem til Flandern Rundt.
Mads Pedersen viste gode takter, da han i weekenden blev nummer fem til Flandern Rundt. Foto: David Pintens/AFP/Ritzau Scanpix

Mads Pedersen genkalder sig i dokumentaren situationen fra ambulancen, hvor han sammen med holdets schweiziske sportsdirektør, Michael Schär, modtog lægernes bekymring.

»Michi var der også, og da jeg så hans øjne, du ved … Han græd ikke, men det var følelsesladet for ham også.«

»Jeg fortalte ham: 'Michi, hvis min ryg er brækket, ser du mig aldrig køre på min cykel igen. Så er jeg færdig,'« siger Mads Pedersen.

Mads Pedersen slap heldigvis noget billigere fra styrtet, end lægerne havde frygtet.

Alligevel troede mange, at det brækkede håndled og kraveben ville koste ham hans chancer for at nå topplaceringer i forårets klassikere.

Danskeren er dog kommet både tidligere og stærkere tilbage end ventet, og i årets første monument, Milano-Sanremo, blev han højst overraskende nummer fire, mens han i Flandern Rundt også leverede en stærk indsats og blev nummer fem.

Søndag venter så Pedersens absolutte yndlingsmonument, og løbet, der er den tidligere verdensmesters største ønske at vinde; Paris-Roubaix.

Du kan følge den brutale klassiker, som bliver kaldt 'en forårsdag i helvede' på søndag her på B.T.