Jonas Vingegaard kørte sig i førertrøjen ved en uendeligt bitter afslutning, hvor han blev snydt til allersidst. Til gengæld fik han vendt Visma-hierarkiet på hovedet på en dag, der udviklede sig til et kaos af dimensioner - og danskerne brillerede.

Her får du B.T.s dom fra den voldsomt dramatiske etape af Paris-Nice, der blev vundet af João Almeida.

Når Jonas Vingegaard får svøbt et tæppe om den spinkle krop og får varmen tilbage, kan han glæde sig over, at han har kørt sig i førertrøjen.

Men skuffelsen lyste ud af den dobbelte Tour-konge, der lignede en sikker etapevinder – lige indtil han blev snydt få meter fra målstregen af Pogacars superhjælper João Almeida. Ham havde en Vingegaard i topform most.

Danskerens to år-gamle mareridt blev ikke endegyldigt vasket af på La Loge des Gardes, der er ved at udvikle sig til Vingegaards onde ånd. Derfor gjorde det også ondt at se, hvor bittert det endnu en gang udviklede sig for thyboen – der altså trods alt kan glæde sig over at føre løbet samlet.

Til gengæld indtog den ene dansker efter den anden hovedrollen. Mads Pedersen satte en uvirkelig forcering ind og splittede feltet fuldstændig ad, mens Mattias Skjelmose kørte en flot finale og kørte i mål som nummer tre. Nu har vi to danskere på podiet i det samlede klassement.

Jonas Vingegaard var tydeligt skuffet efter dagens etape.
Jonas Vingegaard var tydeligt skuffet efter dagens etape. Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix

Paris-Nice bød på noget af det mest absurde og mærkelige, vi længe har været vidne til, da hagl, sjap og en neutralisering paralyserede løbet fuldstændig.

Det var helt umuligt at vide, hvad der foregik – både for os iagttagere, men også for rytterne, der ingenting fattede – da arrangørerne valgte at pause løbet. 

Senere viste det sig, at der lå sjap og is på visse vejstykker, der gjorde det uhyre usikkert at køre cykelløb. I mellemtiden forvandlede rytterne sig til klaprende, omvandrende istapper, der kæmpede for bare at holde varmen.

En sportsdirektørbil smadrede sin kofanger, fordi den ramte noget undervejs, og en motorcykel væltede i grøften. Med andre ord en dag, der skabte voldsom ravage på både kroppene og udstyret. Det var helt ekstremt.

Rytterne rystede af kulde under en helt surrealistisk etape.
Rytterne rystede af kulde under en helt surrealistisk etape. Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix

»Jeg er ikke låst,« lød det fra Jonas Vingegaard forud for dagen, da samtalen om hierarkiet på Visma-holdet forudsigeligt blussede op igen. Fri, til at gøre, hvad han ville.

For med Matteo Jorgenson i den gule trøje har den interne Visma-magtkamp været en varm kartoffel, og med 3,5 kilometer igen havde Jonas Vingegaard umiddelbart en gylden chance for at få overhånden. Men den chance lod han passere. Troede man.

Kort efter satte Vingegaard to voldsomme kontrastød ind på arme Martinez, da danskeren vendte magtforholdet på hovedet og viste, hvem der er kaptajnen på det gule storhold.

Han holdt sit ord. Han greb chancen og er pludselig manden i gult, selvom det var en stor streg i regningen, at han blev slået af Joao Almeida i 11. time.

Rytterne venter på, at dagens etape bliver sat i gang igen.
Rytterne venter på, at dagens etape bliver sat i gang igen. Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix

Varmedunke, tæpper, fodbade og måske en kop varm te med et skud rom i – for det første skal dagens helte se, om det overhovedet kan lade sig gøre for dem at få varmen igen efter en iskold onsdag.

Når kroppen har genfundet en nogenlunde menneskelig temperatur, kan rytterne godt forberede sig på at lide.

Det bliver nemlig en kuperet torsdag, der afsluttes med en VAN-VITTIG mur til allersidst.

La Côte-Saint-André-afslutningen er voldsomt stejl med stigningsprocenter på op til 18 på den sidste kilometer, og selvom vi formentlig ikke ser enorme tidsforskelle, kan det blive endnu en smuk danskerdag.

1. João Almeida - UAE Team Emirates-XRG
2. Jonas Vingegaard - Team Visma-Lease a Bike +1''
3. Mattias Skjelmose - Lidl-Trek +2''
4. Lenny Martinez - Bahrain-Victorious ''
5. Florian Lipowitz - Red Bull-Bora-hansgrohe +6''
6. Matteo Jorgenson - Team Visma-Lease a Bike ''
7. Brandon McNulty - UAE Team Emirates-XRG +9''
8. Harold Tejada - XDS Astana Team +17''
9. Thymen Arensman - Ineos Grenadiers ''
10. Clément Champoussin - XDS Astana Team +21''