I 2025 mangler Jonas Vingegaard endnu at vise, hvor god han er – undtagen på enkeltstartscyklen.

Men på onsdagens fjerde etape af Paris-Nice har den danske cykelstjerne mulighed for virkelig at demonstrere sin dominans. 

Etapens afsluttende stigning har Vingegaard dog – mildest talt – dårlige minder med. For to år siden havde danskeren en mareridtsdag på cyklen, da han kørte op ad den.    

»Jonas Vingegaard har virkelig noget, han skal revanchere. Jeg har sjældent set ham så sammenbidt og skuffet, som da han kørte i mål den dag på La Loge des Gardes,« siger B.T.s cykelkommentator, Frederik Gernigon og fortsætter:

Jonas Vingegaard blev sat på plads for to år siden i Paris-Nice.
Jonas Vingegaard blev sat på plads for to år siden i Paris-Nice. Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix

»Dengang blev han ikke kun sat af den senere vinder, Tadej Pogacar, men hele fem mand i alt. Alt er selvfølgelig relativt, men med det tårnhøje niveau, Vingegaard har vænnet os til, var det en af hans dårligste præstationer de senere år. Et mindre traume, der skal glemmes.«

Årets udgave af Paris-Nice har foreløbigt udviklet sig til en hovedpine i luksusklassen for Visma – Lease a Bike. 

Storholdet har Matteo Jorgenson i front i klassementet, der kørte først over stregen på tirsdagens holdtidskørsel, mens holdets ubestridte stjernerytter Jonas Vingegaard kun ligger seks sekunder bag Jorgensen. 

Onsdagens etape vil derfor vise, hvem Visma egentlig har tiltænkt kaptajnsrollen i etapeløbet, og det giver ifølge B.T.s cykelkommentator blot et yderligere incitament til at se med.

»En rytter af Vingegaards klasse går efter at vinde alt, han stiller op i. Derfor vil det undre mig meget, hvis hele Danmarks fiskepakker ikke lugter blod og håber på at filetere sine modstandere. Jeg er spændt på at se, hvordan det udvikler sig. Især fordi hans holdkammerat Matteo Jorgenson fører løbet,« siger Frederik Gernigon.

»Hvad sker der, hvis nogen angriber Jorgenson? Går Jonas så med? Får vi en form for åben krig, som vi så det i Vueltaen for nogle år siden eller er Vingegaard loyal over for sin medkaptajn? Jeg tror mest på det sidste.«

Følg etapen, der skydes i gang onsdag 12.15, på bt.dk