B.T.s dom: Det var en decideret krigserklæring
Jonas Vingegaard fik uventet modstand på det store bjergslag, hvor han vandt i ensom majestæt.
Jonas Vingegaard fik uventet modstand på det store bjergslag, hvor han vandt i ensom majestæt.

Jonas Vingegaard fløj fra al modstand og tæmmede legendariske Blockhaus ene mand, hvor han snuppede en mindeværdig sejr. Én mand overraskede stort og kunne næsten følge med.
Her får du B.T.s dom over 7. etape af Giro d'Italia.


Mens hele Danmark sender varme hilsner til Dronning Margrethe efter hendes indlæggelse, var det en dansk cykelkonge, der sendte hilsner afsted til sine konkurrenter i Italien.
Men de er af mere tvivlsom karakter – for rivalerne blev basket fuldstændig. Et iskoldt og brutalt budskab.
Med enestående timing og præcision som en schweizisk urmager knuste han alle modstandere, anført af østrigeren Felix Gall, der overraskede som nærmeste efterfølger.
Det virker som den største selvfølgelighed, at Jonas Vingegaard skulle vinde i ensom majestæt på toppen af Blockhaus. Forventet eller ej – det var en storslået præstation af danskeren.


Jonas Vingegaard gik barberet vanvittige tre minutter af Afonso Eulálios forspring på Giro-tronen. En decideret krigserklæring, der sender ham op på en samlet andenplads.
Efter dagens etape har han lidt over tre minutter op til portugiseren, og Visma-kaptajnen ser lige nu ud til at leve totalt op til den enorme favoritværdighed. Hans Visma-panzer så ud også stærkt ud.
Skal man finde en eneste bekymring må det være, at han ikke kørte mere fra Felix Gall. Decathlon-klatreren kom i mål kun 13 sekunder efter Jonas Vingegaard – en kæmpe overraskelse.
Men det østrigske krydderi er en gave for cykelløbet – ellers kunne al spænding have været suget ud alt, alt for hurtigt.


Mange har peget på Jonas Vingegaard som stensikker vinder af Giro d'Italia.
Men de seneste dage har vist, at det kan være tæt på livsfarligt at køre det italienske cykelløb, og det langtfra er overstået. For ud af ingenting kan det hele pludselig være slut.
Onsdag væltede det ned med uanede mængder vand under dommedagsagtige forhold, der har fået hele feltet til at frygte sygdom, der kan koste ALT i et treugers etapeløb.
Og så er der selvfølgelig de idioter, der prøvede at vælte flere ryttere helt umotiveret på torsdagens etape. Snotdumt og fuldstændig blæst – heldigvis er de blevet pågrebet og sigtet af politiet.


Han en er troldmand på en cykel og har altså bare noget med sko.
Torsdag blev franske Paul Magnier på magnifiquesk' vis nummer tre efter at være blevet fanget bag et styrt på den sidste kilometer, der tvang ham til at klikke ud af sine pedaler.
En hidsig acceleration bragte ham tilbage i finalen, og fredag tryllede han igen med skoene i fokus.
Højreskøjten drillede, og derfor flåede han den af mens han sad på jernhesten. Han fik endda taget den på igen og kørte videre som det mest naturlige i hele verden …

1. Jonas Vingegaard – Visma-Lease a Bike
2. Felix Gall – Decathlon CGA CGM +0:13
3. Jai Hindley – Red Bull-bora-hansgrohe +1:02
4. Giulio Pellizzari – Red Bull-bora-hansgrohe +1:05
5. Ben O'Connor – Jayco AlUla ''
6. Mathys Rondel – Tudor +1:29
7. Giulio Ciccone – Lidl-Trek +1:40
8. Derek Gee-West – Lidl-Trek +1:42
9. Michael Storer – Tudor +1:44
10. Thymen Arensman – Netcompany Ineos ''