Brian Nygaard annoncerede tidligere onsdag, at han stopper som cykelkommentator på TV 2.
Over for for B.T. uddyber Brian Nygaard nu, at bruddet helt simpelt handler om, at parterne ikke kunne blive enige om vilkårene for at forlænge samarbejdet.
»Jeg har haft tre fantastiske år og har lært meget og har virkelig nydt det og haft det enormt sjovt med det. Og så har vi bare ikke kunnet blive enige om at lave en ny aftale, og der er ikke tale om, at jeg på nogen måder smækker med døren.«
»Det er jo almindeligt, at man nogle gange ikke kan blive enige. Det er der overhovedet ikke noget kontroversielt i,« siger Brian Nygaard.
Han indrømmer gerne, at han kommer til at savne både arbejdet og kollegerne på TV 2 – blandt andet Chris Anker Sørensen og Rasmus Staghøj, som han har dannet kommentatortrio med til de fleste løb.
Et samarbejde, som de alle tre har høstet stor ros for.
»Jeg kommer til at savne det helt vildt. Jeg synes, vi ramte noget der, og jeg er sindssygt stolt af at have været med til det i den beskedne del, som jeg har bidraget med, i forhold til at kunne kombinere et højt fagligt niveau med noget, som folk har haft det sjovt med,« siger Nygaard.
Brian Nygaard er for nyligt rykket til Californien, hvor han skal drive en vingård, så hans exit fra TV 2 betyder ikke, at han kommer til at kede sig.
Men hverken det nye vineventyr eller stoppet på TV 2 kommer til at forhindre Nygaard i at arbejde med cykelsporten, understreger han.
»Jeg kommer til at fortsætte med at skrive om cykelsport for Weekendavisen og er også ved at udgive en bog, der er i trykken. Jeg kommer aldrig til at tage afsked med cykelsporten. Heldigvis. Det kommer til at fylde rigtig meget for mig, ligesom det har gjort hele mit voksne liv - nu bliver det bare på en anden måde fremover,« siger Brian Nygaard.
Ud over sit arbejde som kommentator har Brian Nygaard også været helt tæt på det professionelle cykelfelt.
Han har således både været pressechef i en længere årrække for Bjarne Riis’ Team Saxo Bank, administrerende direktør for Leopard-Trek og kommunikationschef for australske Orica-GreenEDGE.



