Det her var mit sidste Tour de France. Er det vemodigt? Nej, egentlig ikke.
Touren betyder ikke alverden for mig mere. Jeg kan godt lide det, men jeg har ikke de store følelser med i det. Jeg synes, det er storslået. Det er fantastisk. Men jeg føler ikke, at jeg skylder noget.
Heller ikke selv om cykelsporten og Touren har givet mig meget.
Min cykelkarriere gav mig selvtillid. Det største, jeg nogensinde har prøvet i mit liv, var at blive juniordanmarksmester. Uden sammenligning. Det var første gang i mit liv, at der var noget, jeg var god til. Det har man brug for.
Jeg kunne ikke spille fodbold. Jeg var fuldstændig uduelig. Jeg blev sat af holdet og fik ikke lov at spille, fordi jeg var så dårlig. Cykling var det, der gav mig selvtillid. Jeg led af talebesvær som barn – det er en længere historie – men det hjalp cykelsporten mig også over. Det har betydet alt.
Og Touren har også betydet meget for mig. Det største var, da Bjarne vandt i 1996. Det var første gang, vi for alvor var noget.
Jeg kommer fra Amager, og vi blev kørt i guldkaret ned ad Amagerbrogade, som var vi Rolling Stones. Jeg havde hørt, at folk fulgte med i cykelløb derhjemme, men jeg havde aldrig regnet med, at det var så stort. De sagde, at der var over 200.000 mennesker ned ad Amagerbrogade og op til Rådhuspladsen. Det var satans. Vi havde kørt rundt for 70.000 kroner om året, og så stod vi pludselig der som feterede stjerner.
Det var vidunderligt. Vi mistede jordforbindelsen. Vi opførte os som rockstjerner, når vi gik ud. Vi benyttede os af, at vi var blevet kendte. Og nød hvert sekund.
Jesper Skibby fik den grimmeste frisure nogensinde. Han var skaldet i siderne. Det er sådan noget, man gør, når man helt mister jordforbindelsen. Når man tror, man er Guds gave til menneskeheden. Det var fantastisk. Vi kunne gå på vandet.
Det værste, jeg har prøvet, var to år senere, da alle dopingsagerne væltede frem. Der var jeg sgu flov. Jeg tænkte, hvad det var, der var foregået. Er folk fuldstændig vanvittige? I 1998 kom vi ned på jorden igen. Jeg skammede mig virkelig og ønskede med mellemrum, at jeg var usynlig eller i det mindste ukendt.
Der er skrevet bøger om, hvad der gik galt med doping. Det var bare en del af det. Hvorfor indrømmede han så sent? Der var aldrig noget rigtigt tidspunkt. Alt havde været forkert. Det var, som det var. Det var en del af den generation, men det var det, der var med til at definere os som mennesker og cykelryttere, og derfor vil vi være det resten af vores liv.
Også selv om jeg stopper.
Det føles rigtigt at stoppe, fordi jeg for første gang har givet mig selv lov til at savne. Jeg har altid kunnet koble det fra. Det er ligesom at køre en massespurt eller en nedkørsel som cykelrytter. Du kan ikke tænke på at være bange, medmindre du giver dig selv lov til det. Savnet til min familie og børn har jeg altid lukket helt af for. Jeg har godt vidst, at det var der, for engang kom jeg hjem, og da jeg gik min søn i møde, begyndte jeg at græde. Det har ligget der, men sådan nogle ting skal man kunne undertrykke, når man arbejder.
Skal jeg være helt ærlig, tror jeg, at min kone er mere nervøs for det her, end jeg er. Min søn var også fuldstændig i chok. De ved, at jeg er meget egoistisk anlagt. Eller det har jeg altid fået at vide. De kan ikke tro på, at jeg gør noget for dem nogensinde. Det har altid været mig og cykelholdet. De var næsten vantro, da jeg sagde det.
Men den er god nok. Jeg stopper nu. For deres skyld. Men også for min egen.