Jeg bliver en gang imellem bedt om at sammenligne cykelsport med andre sportsgrene. Er cykelsporten macho? Er cykelryttere mere hårdfør end andre?
Det er jeg for meget cykelmand til selv at svare på, men jeg spurgte engang sportspsykologen Jens Hansen, om cykelryttere er stjerne-idioter. Jeg kunne godt lide hans svar. Nej, cykelryttere er dedikerede og fokuserede. Og når du er så dedikeret, kan du fortrænge en masse smerte.
De er ligesom boksere i ringen. De har forladt denne verden mentalt, og jeg kan mærke det på dem, at de får kørt sig op til noget, hvor deres hjerner er et andet sted. Og så tager det dem en time eller to at falde ned igen bagefter. Det fascinerer mig.
Da jeg selv kørte, tjente Bjarne Riis, Jesper Skibby og jeg selv 70.000 kroner om året. Jeg har kørt massespurter for at få lidt præmiepenge. 180 kroner for at blive nummer 25. Et år styrtede jeg, fik kraniebrud og blev erklæret død i tre dage. Da jeg vågnede op, fik jeg serveret en hospitalsregning på 90.000 kroner, fordi jeg ikke var forsikret. Det er altså 20.000 mere, end jeg tjente om året. Det endte med, at holdet betalte den regning med det forbehold, at jeg skrev en tre år lang kontrakt.
Så skal du altså elske, hvad du laver - på et niveau, som folk ikke forstår. Du lever som en munk. Du lærer at gå sulten i seng. Ja, man lærer at nyde sulten. Du kan forbinde sult med noget negativt, men man kan også lære at forbinde det med noget positivt. Når jeg blev sulten, tænkte jeg ‘det her er godt for mig’.
Man skal snyde sin hjerne, for den tror på, hvad man fortæller den. Derfor ser man cykelryttere, der brækker arme og ben, men alligevel fortsætter. Dan Martin kørte sidste år med en brækket ryg - og blev samlet nummer seks! Det er noget af det vildeste, jeg har set. Efter han styrtede, var han aldrig mere oprejst end 90 grader. Han gik helt krumrygget rundt og hang på cyklen. Det var vildt.
Det er, fordi du er dedikeret. Nogle vil kalde det macho. Jeg vil sige, at de er fokuserede. Det er det, der foregår oppe i hjernen på cykelryttere, og det kan jeg godt lide.
Der er ikke nogen, der kommer her og siger: »Tænk, hvis jeg har fået hjernerystelse«. Nu kender jeg ikke så meget til håndbold, hvor jeg kan forstå, at de har meget fokus på det, men det er bare ekstremt hernede. Nogle siger også, at fodboldspillerne lægger sig ned for ingenting. Der kan jeg kun sige, at det må være os, der er de dumme, når vi kører videre for en brøkdel af deres penge.
Jeg havde også en sjov snak med Phillippe Gilbert efter etapen til La Rosiere. Jeg sagde til ham, at han bare havde siddet og hygget sig med Peter Sagan hele dagen. »Ja, han kører kraftedeme stærkt nedad. Han kørte så stærkt, at de andre, der prøvede at følge med, styrtede. Hahaha.« Det var hans reaktion. Det sad han og Sagan og grinede ad.
Det er jo fascinerende, at de er kommet derud. Forestil dig, at folk ser en dame falde på cyklen derhjemme. Det er lige før, der kommer afspærring og krisepsykolog. Her ryger de ned i asfalten med 70 eller 80 km/t, og så er reaktionen: »Haha, hold kæft, hvor er de dumme«. Det er en kugleskør verden.
Men det er det, der fascinerer mig, og det er det, der gør, at cykelsporten aldrig vil dø.
Brian Holm er sportsdirektør for Quick-Step Floors og er B.T.s klummeskribent under dette års Tour de France.
