Mads Pedersen skal under kniven.
Danskerens første løb i 2026 endte som en gedigen nedtur, da han styrtede og måtte udgå af det spanske etapeløb, Volta Comunitat Valenciana.
Og dommen er voldsom. Hans forårssæson ser ud til at være i fare, da han har pådraget sig et brud på kravebenet og et andet på håndleddet.
»Vi holder vejret. Og så går der nogle dage, inden vi bliver klogere og hører, hvad holdet melder ud. Håbet er der, indtil de siger, at det ikke er der mere,« siger den tidligere rytter og sportsdirektør Brian Holm til B.T.
»Det er så uheldig en stime. Han sluttede sin sæson af med sygdom, hvor han måtte droppe EM-linjeløbet, og nu kommer han tilbage og styrter.«
Den 30-årige dansker har nogle af sine største sæsonmål i foråret, hvor han drømmer om at vinde et af cykelsportens største endagsløb, monumenterne.
Særligt Flandern Rundt og Paris-Roubaix, der køres sidst i marts og først i april, passer ham godt. Og ifølge Brian Holm skal man slet ikke afskrive det.

»Jeg kunne godt forestille mig, at han kører igen om en uge, hvis det ikke er kompliceret. Hvis jeg kender ham ret, så kører han dødstræninger på træningslejr med gips på hånden. Og så er miraklernes tid nok ikke forbi.«
»Men det bliver et kapløb med tiden.«
Indtil videre har holdet ikke meldt ud, hvornår Mads Pedersen kan køre løb igen.
Og den kommende pause bliver afgørende for danskerens chancer i de store klassikerløb. For der er stor forskel på at holde pause i 10 dage og i eksempelvis tre uger.
»Det er en frygtelig tid for en cykelrytter, når man ikke kan køre i foråret, men stadig skal holde diæten og ikke tage på. Der er så mange ting, der kan drive én til vanvid, men som man ikke ser.«
Mads Pedersen har selv meldt ud på Instagram efter styrtet.
'Ikke den bedste start på året, men jeg skal nok komme ovenpå igen,' skriver han.
Spørgsmålet er bare, hvor hurtigt. Men spørger man Brian Holm, er der ingen tvivl om, at Mads Pedersen er i store smerter efter sit styrt.
Selv brækkede Holm hånden i 1980, hvor han måtte bære skinne i tre uger. Kravebenet er dog meget værre, siger han.
»Det gjorde så sindssygt ondt i tre uger, at man tror, det er løgn. Hver gang, man hoster, nyser eller griner – selvom man ikke har noget at grine af – så gør det ondt som bare fanden. En smerte uden lige,« husker Brian Holm.

Umiddelbart kan det virke håbløst at forestille sig, at Mads Pedersens monumentdrøm skulle gå i opfyldelse i 2026 med alt andet end en drømmeoptakt.
Modstanderne hedder med høj sandsynlighed Tadej Pogacar og Mathieu van der Poel. To deciderede cykelvidundere, han endnu ikke har fået skovlen under i de allerstørste løb.
Alligevel tror Brian Holm på, at det kan lade sig gøre.
»Jeg tror stadig på, at Mads Pedersen kan vinde Paris-Roubaix uden at være 100 procent klar. Men han skal lægge taktikken helt om,« vurderer han.
»Måske er det en fordel, hvis han ikke dukker op med fem stjerner ud for sit navn, som en af de allerstørste favoritter. Hvis han kun har to stjerner i L'Équipe og på B.T., så kører han måske løbet lidt bagfra og sparer på kræfterne.«
Danskerens styrt har også sat Lidl-Trek holdet på arbejde, hvor man nu skal lave en ny back up-plan for, hvilke ryttere der skal satses på, hvor Mads Pedersen ikke bliver klar.
»Lige nu sidder de og laver et nyt puslespil, hvor der kommer reserver ind i stedet for Mads. Hele det puslespil skal rykkes nu,« siger Brian Holm, der nuancerer uheldet.
»Det er et hak i tuden, men det er også sæsonens første løb. Det er stadig bedre, at det sker nu end om en måned. Misforstå mig ikke. Det er ganske forfærdeligt, at det sker i det første cykelløb, men også heldigt.«
Onsdag aften satte B.T.s cykelkommentator også ord på den brutale nyhed for Mads Pedersen.
Mads Pedersens hold, Lidl-Trek, forklarede onsdag, at 'temaets førsteprioritet er at sikre, at Mads får den bedst mulige pleje,' og at det 'umiddelbare fokus vil være på en vellykket bedring for at minimere forstyrrelsen af denne sæsons mål,' skriver holdets pressetjeneste.
Det kan du læse mere om her.


