Den danske cykelstjerne Mads Pedersen pådrog sig et brud på kravebenet og det ene håndled i onsdagens styrt på første etape i Volta Comunitat Valenciana i Spanien. 

Det oplyser cykelholdet Lidl-Trek. 

Holdet oplyser også, at Mads Pedersen torsdag skal gennemgå en operation. 

»Teamets førsteprioritet er at sikre, at Mads får den bedst mulige pleje, og det umiddelbare fokus vil være på en vellykket bedring for at minimere forstyrrelsen af ​​denne sæsons mål,« skriver holdets pressetjeneste. 

Foreløbigt kan Lidt-Trek ikke sige noget om, hvornår Mads Pedersen forventes at være tilbage på cyklen. 

»Vi vil annoncere hans tilbagevenden til racerløb senere og vil kun dele yderligere opdateringer, hvis det er nødvendigt,« slutter beskeden fra holdet. 

Mads Pedersens store mål er Milano-Samremo 21. marts samt brostensklassikkerne Flandern Rundt 5. april og Paris-Roubaix 12. april.

Alle tre løb er store mål for Mads Pedersen, da de er del af de fem monumenter, som regnes for de fineste endagsløb i cykelsporten. 

Verdensmesteren fra 2019 har stadig til gode at vinde et monument, og nu er det altså et stort spørgsmålstegn, om han når at blive klar til de store løb i foråret.