Bo Hamburger er tilbage.

I en ny bog åbner den tidligere cykelrytter helt op, og han skåner hverken sig selv eller de folk, han har mødt på sin vej gennem et langt liv i sporten.

B.T. bringer her et uddrag fra bogen 'HAMBURGER – UDEN FILTER', der udgives den 25. oktober.

Vi kommer ind, da Hamburger er minutter fra at blive taget for doping på et hotelværelse i Belgien tilbage i foråret 2001.

Foto: NILS MEILVANG
Vis mere

....Situationen på CSC var besværlig, men den var ikke værre, end hvad Bo allerede havde oplevet adskillige gange tidligere i sin karriere. Midt på foråret blev det hele drastisk anderledes.

Helt specifikt dagen efter Flèche Wallonne, en morgen i Liège på Hotel Holiday Inn. Lige siden har Bo været plaget af tanker om, hvad han kunne have gjort anderledes.

»Dramaet begynder, da vi har kørt Flèche Wallonne. Jeg havde været det tynde øl i det store felt. Det var lidt lunkent, hverken fugl eller fisk, og om aftenen tager jeg en indsprøjtning med 2.000 enheder EPO. Det er en normal dosis, og det er om onsdagen, og vi skal først køre næste gang om søndagen.«

»Man var begyndt at snakke om, at de var blevet bedre til at finde EPO, så vi skulle lægge en sikkerhedsafstand ind. Så jeg tager det onsdag aften og går i seng på hotellet, hvor jeg deler værelse med en spanier, som hedder Marcelino García.«

»Der var stadig ikke indført whereabouts, så det var ikke nødvendigt, at jeg absolut skulle sove på hotellet. Jeg kunne have sovet et andet sted, hvis jeg havde informeret folk omkring mig. Jeg kunne bare have sagt, at jeg tog til Geel og sov hos nogle belgiske venner. Det lå ikke så langt derfra.

»Så det var sløset og dumt, at jeg ikke tog de forholdsregler. Men om morgenen banker det altså på døren. Jeg kunne have ladet være med at åbne den, men det gjorde jeg, og der står to kontrollanter fra WADA. Jeg tror, jeg blev forholdsvis hvid i hovedet og vågen. Og mit hjerte slog ret hurtigt.«

Med 2.000 friske enheder EPO i blodet kunne Bo regne ud, at det ikke var så godt.

»Jeg ringede til Bjarne. Han sagde, at det var noget lort, og at jeg skulle prøve at trække tiden og drikke en masse. Det gjorde jeg. Så lod jeg, som om jeg ikke kunne tisse. Jeg var fuldstændig i panik og havde koldsved. Men til syvende og sidst skulle jeg jo afgive den urinprøve.«

Foto: NILS MEILVANG
Vis mere

»Kontrollanterne tager urinprøven med, så den kan blive analyseret, og jeg sover ikke og op til Liège-Bastogne-Liège og i tiden efter, for jeg ved, at det kan blive noget virkelig lort. Men jeg kører Liège, og vi hører ikke noget. Vi kører også Amstel Gold Race, men jeg kan slet ikke huske noget fra Amstel det år.«

»Så tager jeg til Danmark. Tvillingerne er helt små, og Christoffer har kolik, men efter forårssæsonen er det alligevel rart at komme lidt til Danmark. Jeg hører stadig ikke noget og tænker: ‘Intet nyt er godt nyt.’ Jeg prøver at overbevise mig selv om, at det ligger bag mig, og at jeg nu skal se frem mod Touren.«

»Så jeg går i gang med træningen og kører en dag med en lille gruppe op ad Hareskovvejen i Farum, hvor Jesper Worre, der er direktør i DCU, ringer mig op. Da jeg hører hans stemme, tænker jeg, at han ikke lyder særlig glad. Han siger da også forholdsvist hurtigt, at det er noget lort.«

»Jeg skal komme ud til Danmarks Cykle Union. Jeg lader de andre køre og siger ikke noget til dem, men vender om og kører hjem. Så tager jeg ud i Idrættens Hus for at mødes med Worre.«

I forvejen kendte Jesper Worre og Bo ikke hinanden særlig godt, og de er ikke kommet tættere siden, for da Worre tager imod i Idrættens Hus, fortæller han Bo i en nøgtern og hård tone, at...

»... der en positiv A-prøve på mig. Bjarne er også blevet informeret. Så siger han, at jeg bør lægge kortene på bordet og fortælle, hvad jeg har gjort. Jeg skulle sige ja til, at jeg har taget det. Jeg siger ikke rigtig noget, men har en formodning om, at Jesper Worre godt ved, hvad der er foregået. Han ved, at vi ikke kørte på vand og brød.«

Når Bo forholder sig tavs, er det ikke kun af taktiske grunde, men skyldes også, at...

»...min verden styrter i grus. Det gjorde den for så vidt allerede i Liège, men dér i Idrættens Hus er det en realitet. Jeg kører hjem og snakker med Sanne om, hvad pokker vi skal gøre.«

Om aftenen får Sanne og Bo besøg af Bjarne Riis. Året forinden havde Bo og Bjarne trænet sammen, kørt på scooter og begejstret talt om de forskellige muligheder for at optimere sig.

Foto: NILS MEILVANG
Vis mere

Nu var deres indbyrdes forhold knap så hjerteligt, og det blev ikke bedre af, at Bjarne Riis ikke ankom alene, men mødte op sammen med spindoktoren Anders Bay. Over spisebordet siger Riis det samme, som Jesper Worre har sagt tidligere på dagen, nemlig “at jeg skal indrømme det og lægge kortene på bordet.“

»Jeg svarer, at hvis jeg indrømmer, så siger jeg alt. Så spørger Bjarne, hvad jeg mener. Jeg siger: ‘Alt det, jeg ved. At du vidste, at jeg havde taget det, og at vi for øvrigt alle sammen tager det.’«

»På det tidspunkt er det slet ikke en mulighed oppe i mit hoved, at jeg skulle påtage mig skylden alene. Skuden er ved at synke, og jeg klamrer mig til de andre besætningsmedlemmer og forsøger at kravle op i masten. Det næste øjeblik tænker jeg, at det jo er mig, der har taget doping, og det skal de andre ikke stå til ansvar for.«

»Jeg er febrilsk, men jeg ligger inde med en viden, som kan lukke det hele. Derfor siger jeg til Bjarne, at jeg ikke forstår, at de tør presse mig så meget, når jeg sidder med nøglen til at få lavinen til at rulle.«

»Da jeg har sagt det, bliver Bjarne meget stille. Sanne begynder at blande sig, for de sidder jo dér, og det er hele vores verden, der er ved at styrte sammen. Men det er deres også. Sponsorerne kan springe fra, og det er virkelig noget lort for et hold.«

Hvis Bo havde haft is i maven, ville dansk cykelsports historie have set meget anderledes ud, for så havde Bo lagt CSC i graven, endnu inden holdet for alvor var begyndt at gøre sig gældende.

Bo spillede altså højt spil, men det gjorde Bjarne Riis også. Han blev ganske vist nervøs, da Bo kom med sine trusler, men ikke mere nervøs, end at han ikke hoppede på dem. Det behøvede han heller ikke, for Bo fik hurtigt kolde fødder, specielt fordi han vidste, at hvis han trak hele holdet med sig i faldet...

»...så var jeg færdig, simpelthen. Og inde i mig selv var spørgsmålet hele tiden: Hvordan kommer jeg til at cykle igen? Så tænkte jeg, at hvis man ikke siger noget om de andre, kommer man nemmere tilbage i hulen. Så vil de tage én til sig igen.«

Da Riis mærker, at Bo er sprød, forklarer han, at CSC bliver nødt til at lægge afstand til ham. Bo accepterer det, for...

»...jeg forstår godt, at holdet rent professionelt må lægge mig på is. De kan ikke holde hånden over mig. Hele den offentlige ting forstår jeg godt. Også selv om jeg var sur og bitter og irriteret, og min verden var sunket i grus. Det var min skyld, og der var en potentiel fare for, at cykelholdet ville lukke.«

Hvad Bo til gengæld ikke forstod - og stadigvæk ikke forstår - var den kulde, som Bjarne Riis udviste, for...

»...på intet tidspunkt satte Bjarne sig ned og kiggede mig i øjnene og sagde: ‘Bo, det er sgu noget lort for os alle sammen, ikke mindst for dig og din familie, og jeg forstår det godt, men vi bliver nødt til at gøre det sådan og sådan.’«

»Den snak kom aldrig. Det er faktisk det eneste, jeg er skuffet over ved ham. Jeg havde taget Bjarne ind året forinden, da han var persona non grata. Det eneste, han skyldte mig, var at sætte sig ned og snakke tingene igennem mand til mand uden koner og spindoktorer og advokater.«

»Offentligt kunne han ikke gøre andet end at skubbe mig over i hjørnet og tage afstand fra det. Det er én ting. Det andet er rent menneskeligt, og det blev jeg sgu skuffet over.«

Det dystre møde afsluttes med, at Bo desperat beder om, at pressekonferencen, hvor CSC vil fortælle om hans positive dopingprøve, bliver udsat.

»Jeg vil gerne have, at de venter et døgn, så jeg kan nå at komme til Italien for at få fred. Men det kunne der ikke være tale om. Og jeg kunne i øvrigt godt have sparet mig. Jeg fik heller ikke fred dernede.«