Lørdag formiddag skulle have mindet om så mange andre for den tidligere cykelrytter Bo Hamburger.

Men en cykeltur tog en dramatisk og uventet drejning, da Hamburger endte bevidstløs og med huller i hukommelsen.

Det fortæller han til B.T.

»Jeg kan ikke huske de sidste 5-10 minutter, og jeg kan heller ikke huske styrtet,« forklarer Bo Hamburger.

Turen gik fra Klampenborg mod Lyngby og videre mod Hareskoven.

Men der nåede Bo Hamburger og kammeraten Jesper Nordstrøm Meling aldrig til.

»Jesper kørte forrest. Pludselig kunne han se, at jeg var væk, så kørte han tilbage efter mig. Dér lå jeg bare uden bevidsthed,« fortæller Bo Hamburger.

Han ikke kan huske, hvor længe han var væk.

»Jeg kan overhovedet ikke huske noget fra hændelsen. Jeg kunne heller ikke kende ham Jesper, da jeg kom tilbage.«

Han fandt Hamburger, som stadig sad i cyklens pedaler, bevidstløs og tilkaldte en ambulance.

I mellemtiden fik den tidligere cykelrytter tildelt en jakke af nogle forbipasserende, mens han lå dér på jorden og ventede på ambulancen.

»Det sidste, jeg kan huske er, at vi kører over Nybrovej. Vi havde plottet ruter ind på vores cykelcomputere og kørte efter det. Så kan jeg ikke huske andet, end at jeg blev omtumlet. Det virker lidt som om, at det har været en drøm. Det næste, jeg så husker, er, at jeg lå og kiggede op på Jesper, som havde sat sig på jorden og holdt mig,« siger Bo Hamburger og indrømmer, at han var bekymret.

Rolf Sørensen og Bo Hamburger (th.) i Ballerup Super Arena.
Rolf Sørensen og Bo Hamburger (th.) i Ballerup Super Arena. Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

Den 49-årige Hamburger har en teori om, at forhjulet på hans såkaldte gravel-cykel (en cykel, som kan bruges både til grus og landevej, red.) satte sig fast, så han røg til venstre ud over sin cykel med hovedet først uden at nå at tage fra.

Han slap med nogle brækkede knogler i venstre hånd, som muligvis fører til en operation.

Det finder han ud på mandag.

»Lige nu er jeg bare træt. Jeg er faldet lidt ned og døsig,« forklarer Bo Hamburger hjemme fra sin seng.