Den franske præsident, Emmanuel Macron, slår ifølge fransk avis fast, at der ikke bliver kørt Tour de France i juli i år - på grund af den verdensomspændende coronavirus.
Det er det franske medie Le Progres, der - efter at Macron mandag aften havde forlænget udgangsforbuddet i Frankrig frem til 11. maj - konkluderer, at årets Tour de France ikke kan afvikles som planlagt - med start sidst i juni.
I talen til befolkningen slog præsidenten fast, at der kommer til at gå flere måneder, før større folkemængder kan samles.
»De store festivaler og begivenheder med et stort publikum vil ikke være i stand til (at blive afholdt, red.) indtil tidligst i midten af juli,« lød beskeden fra Macron.
Det betyder ifølge Le Progres, at det 'er de facto umuligt at køre Tour de France efter de planlagte datoer'. I første omgang påstod avisen at have været i telefonisk kontakt med Macron, der afviste, at Touren kunne gennemføres som planlagt. Men den sætning blev kort efter pillet ud af artiklen.
Avisen skriver nu i stedet, at 'kilder' siger, at Touren ikke afvikles i juli - og i stedet kan blive afviklet i august.
OL i Tokyo og EM i fodbold var allerede blevet rykket til 2021, mens årets Wimbledon i tennis i juni er blevet aflyst.
Tour de France er uden sammenligning det største og vigtigste løb på kalenderen økonomisk for både ryttere, hold og sponsorer.