Jonas Vingegaard er en eftertragtet herre.

For selv om den danske verdensstjerne stadig har er på kontrakt med Visma – Lease a Bike, drømmer andre storhold alligevel om danskerens underskrift i fremtiden.

Én af dem er den tidligere cykelstjerne Geraint Thomas, som er Director of Racing hos Ineos Grenadiers.

Et hold, som det danske IT-firma Netcompany netop er blevet ny sponsor for.

Og derfor har drømmen om Vingegaards underskrift da også fået et nøk opad.

Det fortæller Geraint Thomas til Viaplay Sport News:

Jonas Vingegaard har kontrakt med Visma i flere år endnu.
Jonas Vingegaard har kontrakt med Visma i flere år endnu. FOTO: Marco Bertorello/AFP/Ritzau Scanpix

»Ja, selvfølgelig. Vingegaard er en fantastisk cykelrytter, så hvem ville ikke have ham på sit hold? Men så vidt, jeg ved, har han en kontrakt i nogle år endnu,« lyder det fra briten.

Den danske Tour de France-vinder har kontrakt med Visma – Lease a Bike indtil udgangen af 2028.

Men derfor tillader det britiske cykelhold sig stadig at drømme stort.

»Sporten ændrer sig hele tiden. Vi må se, hvad der sker i fremtiden. Vi har høje ambitioner.«

»Om det er en dansk Tour-vinder eller en britisk én, jeg tager gerne det hele. Eller fra Grønland, hvis der er nogen derfra,« griner Geraint Thomas videre.

Du kan se klippet med briten øverst i artiklen.