Det har ikke været omkostningsfrit for den tidligere cykelrytter Michael Rasmussen at blive skilt.

»Jeg er helt overbevist om, at min skilsmisse har kostet mig et otte-cifret beløb.«

Det fortæller Michael Rasmussen i onsdagens afsnit af 'Til middag hos' på TV3. I 2014 fortalte han åbent, at han skulle skilles fra sin daværende kone, Cariza Munoz Carrete, som han boede sammen med i Italien. Den tidligere cykelrytter fortæller, at der er en særlig grund til, han ikke bare kan læne sig tilbage og nyde livet.

»Det kunne jeg principielt også have valgt at gøre. Hvis jeg havde kunnet vælge at leve i Italien og forblive gift. Men det kunne jeg ikke,« siger 44-årige Michael Rasmussen, der gennem karrieren bar tilnavnet 'Kyllingen fra Tølløse', med henvisning til skilsmissen.

Michael Rasmussen og Cariza blev skilt i 2014. Vis mere

Han fortæller, at på grund af de retssager, han også var involveret i på daværende tidspunkt, blev formuen sat i ekskonens navn. Bliver et par skilt efter italiensk lov, tilfalder det meste hustruen, hvilket altså har kostet for Michael Rasmussen.

Han understreger dog, at muligheden for at tjene mange penge aldrig har været drivkraften for ham.

»Det har været en rar biting. Selvfølgelig havde det været rart nok på et eller andet tidspunkt at have en Ferrari holdende ude i garagen. Jeg nåede aldrig længere end til en Porsche,« siger Michael Rasmussen i programmet, der bliver vist onsdag aften klokken 20.

Faktisk var det en lidt særlig situation for ham pludselig at tjene mange penge. Det var ikke noget, han var vant til.

Det blev et både følelsesladet og tårevædet pressemøde, da Michael Rasmussen erkendte at have taget doping uafbrudt i årene fra 1998 til 2010. Michael Rasmussen sad selv med røde øjne, og med usikker stemmeføring bekendte han sine dopingsynder. Vis mere

»Det er en ret surrealistisk situation for mig, der kommer fra beskedne kår – en ganske normal arbejderklassefamilie – og så hver tredje måned stå i en situation og tænke 'nå, skal vi ikke købe en lejlighed til'-agtigt. Og så pludselig stoppede det fra den ene dag til den anden. Så skal man lige pludselig til at genopfinde sig selv,« siger Michael Rasmussen.

Parret var sammen i 12 år, og sammen fik de sønnen Milo, og da parret gik fra hinanden, var den tidligere cykelrytter meget ærlig omkring situationen.

»Det liv, vi har levet, har været som at være til rockkoncert. Der har været så megen aktivitet og støj, at vi nok ikke har haft overskud til at give ægteskabet tid,« lød det fra Michael Rasmussen, der efter skilsmissen også har indrømmet, at han var sin kone utro i 2009.

»Mens jeg kørte løb i Mexico, begyndte jeg at se en anden kvinde, en mexicaner, som jeg havde mødt flere år før – i hendes egenskab af min kones veninde,« fortalte Michael Rasmussen i selvbiografien, 'Udbrud – cykling og andre sandheder'. Han kørte i Mexico som følge af det dramatiske Tour de France-exit i 2007.

Michael Rasmussen var iført den gule trøje, da han i 2007 blev flået ud af Tour de France. Vis mere

For iført den gule førertrøje valgte Rabobank at få Michael Rasmussen ud af cykelløbet samme dag, som danskeren havde vundet løbets femtesidste etape på toppen af Col d'Aubisque i Pyrenæerne.

Holdledelsen blev dog opmærksom på, at Michael Rasmussen havde løjet om sine såkaldte 'whereabouts'.

Han havde tidligere på året egentlig trænet i Italien, mens dopingmyndighederne havde fået oplyst, at han var i Mexico.

Sagen endte med at koste en karantæne på to år. Da karantænen var udløbet, var det kun muligt for Michael Rasmussen at få kontrakt med det mexicanske hold Tecos. I 2013 indrømmede Michael Rasmussen på et pressemøde, at han havde taget doping i 12 år af sin karriere. En indrømmelse, der gav to års karantæne.

'Til middag hos' bliver sendt onsdag aften kl. 19 på TV3