Omkring 500 mennesker i alle aldre og køn står i en stor klump iført lycra, cykelhjelm og cykel.

Foran Hammel Cykle Klub er der et billede af ham, som alle disse mennesker er kommet for at mindes.

Chris Anker Sørensen.

Der ligger blomster, cykeludstyr, en hilsen fra 'skolekammeraterne' og så har flere placeret ølflasker.

Foto: Byrd / Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Cykelrytteren fra Hammel har spændt bredt i befolkningen, og det ses tydeligt blandt de 500 deltagere, der skal ud og cykle Chris Anker-ruten denne lørdag. Og folk kommer fra nær og fjern.

»Jeg har tænkt meget på, hvorfor det berører en så meget. Men det er nok, fordi han var så folkekær og nede på jorden en fyr. Han gik ind i folks hjerter, specielt efter han blev kommentator på TV 2. Det er så meningsløst i så ung en alder at blive revet væk. Vi tænker meget på hans familie, og det her er også en opbakning til dem,« siger Mona Stougaard, der kommer fra Vestjylland sammen med sin søster.

»Det giver noget sammenhold, at vi kan komme til det her arrangement. Alle har det på samme måde som en selv. Det fylder meget, selvom man har været langt fra ham, så har man været tæt på alligevel på en måde. Det her arrangement gør, at vi kan være sammen i en svær tid,« fortæller Mona.

Mona Stougaard til højre med sin søster.
Mona Stougaard til højre med sin søster. Foto: Byrd / Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Henrik Hansen er kommet helt fra Aalborg for at være med til at mindes Chris Anker.

»Den her triste ulykke med Chris Anker berører mig et sted. Jeg vil gerne komme i dag og være med til at mindes Chris Anker. Han var en stor cykelrytter, og han var en veltalende og velformuleret kommentator, som altid var enormt interessant at høre på. Så jeg vil meget gerne komme og støtte op om det her fantastiske arrangement.«

Henrik Hansen
Henrik Hansen Foto: Byrd / Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

13 årige Marius Linde er også dukket op i sin cykeltøj for at mindes Chris Anker Sørensen.

»Han har været et forbillede for mig, fordi han har kørt Tour de France og vundet DM. Men jeg vil huske ham mest som kommentator på Tour de France. Det der skete med ham, kunne være sket for alle os andre.«

Marius Linde
Marius Linde Foto: Byrd / Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Formanden for Hammel Cykle Klub, Lars Toft, går på talerstolen.

Ingen taler. Alle lytter.

Han fortæller, at dagen handler om, at mindes Chris Anker i sadlen, men inden det skal der afholdes et minuts stilhed til ære for den tidligere cykelrytter, og så høres lyden af flere hundrede cykelhjelme, der tages af hovedet.

Folk placerer hjelmen på brystet. Motionsure der bippet hist og pist, er det eneste, man kan høre.

Så bliver de 500 cyklister sendt ud i hold af 20. De skal cykle, men de skal først og fremmest tale om Chris Anker og mindes Chris Anker lige der, hvor han brugte de fleste timer af sit liv. I sadlen.

Mange har lagt blomster og diverse andre ting foran Hammel Cykle Klub til ære for Chris Anker Sørensen.
Mange har lagt blomster og diverse andre ting foran Hammel Cykle Klub til ære for Chris Anker Sørensen. Foto: Byrd / Sarah Christine Nørgaard
Vis mere