Hun havde sine egne vaner og gjorde altid det samme. Passede sine rutiner, der ofte var de samme.

Men alt ændrede sig for Caroline Wozniacki, da en helt særlig mand kom ind i hendes liv.

David Lee, som hun i dag er gift med. For da han pludselig blev en del af holdet, der rejste med den danske stjerne rundt i verden, betød det også en ændring i dagligdagen.

»David er bare så sjov at være i nærheden af. Han gav bare en lys energi, der kom fra hjertet, til vores team. Mange gange ville jeg bare spise på mit værelse, gøre tingene på min måde. Jeg ville gå ned på tennisbanen, vende tilbage til hotellet, og så ville jeg ikke lave andet.«

David Lee var med, da Caroline Wozniacki vandt Australian Open i 2018.
David Lee var med, da Caroline Wozniacki vandt Australian Open i 2018. Foto: HANDOUT
Vis mere

Sådan fortæller 30-årige Caroline Wozniacki, der stoppede sin karriere efter Australian Open i 2020, i programmet 'One-on-one' med Chris Evert.

For David Lee, der er tidligere professionel basketballspiller, var ikke bange for at sige til hende, at hun skulle mere ud. Væk fra hotelværelset.

»Han sagde: 'Hør her, vi er nødt til at se nogle ting, mens vi er her. Vi er nødt til at gå ud og finde nogle gode restauranter bare for at få dig til at fokusere på noget andet. Vi skal bare nyde livet. Det er en god mulighed, når vi er ude at rejse. Vi kan lige så godt lave noget sjovt',« fortæller Caroline Wozniacki, der blev gift med David Lee ved et stort bryllup i Italien i juni 2019.

Og at han fik hende ud for at se nogle andre ting, hjalp virkelig, forklarer hun. Det gjorde hende dels mere afslappet, dels fik det hende til at nyde det hele 'endnu mere'.

»Han var selv skør, da han spillede, og havde egne rutiner og sin måde at gøre det på, men det er nok altid nemmere at se det udefra og bare komme og hjælpe med de små ting. Det kunne bare være at gå ud for at spise fremfor at sidde indendørs hele dagen. Det lyder åndssvagt, men det er så sandt. Der var jo ikke nogen grund til at sidde indenfor, når vi kunne udforske og gå en tur,« fortæller den danske stjerne.

Caroline Wozniacki og David Lee venter deres første barn, en lille pige, der kommer til verden til juni. En nyhed, de afslørede tilbage i februar.