Caroline Wozniacki og manden David Lee nyder lige nu godt af en ferie.

Og turen er nu gået til København, afslører den danske tennisstjerne på sin Instagram Story.

Her fremgår det også, at parret har valgt et særdeles velkendt sted at spise frokost torsdag eftermiddag. For de har nemlig købt burgere hos Gasoline Grill i centrum af København.

Stedet blev i 2017 blev kåret som et af de bedste i verden, og det er ikke gået Wozniackis næse forbi.

Caroline Wozniacki og manden David Lee har torsdag spist frokost på Gasoline Grill i Indre By.
Caroline Wozniacki og manden David Lee har torsdag spist frokost på Gasoline Grill i Indre By. Foto: Instagram
Vis mere

»Vi er på Gasoline Grill, som skulle være en af de bedste burgere i verden. Så jeg har smagsdommeren her, og så må vi se, hvad han siger,« siger danskeren i en video, hun har lagt på sin Instagram Story, mens kameraet peger på David Lee.

Og amerikaneren er helt med på at skulle være dommer. I næste video er han i fuld gang med burgeren, og dommen er klar. Og meget positiv.

»Den er bedre, end jeg sagde. Den er virkelig god. Den er fantastisk,« siger David Lee uden at tøve, mens han går ned ad en gade i indre by.

Caroline Wozniackis sæson sluttede den 5. oktober, da hun tabte semifinalen i China Open til Naomi Osaka, der efterfølgende vandt turneringen. Wozniacki skal ikke med til årets sæsonfinale i Singapore, da hun ikke har samlet nok point sammen i år, og dermed kan hun nu holde ferie.

Efter at være blevet slået ud af China Open fortalte Wozniacki, at hun netop så frem til at holde lidt fri efter et hårdt år, der har været præget af sygdom og skader.

»Det bliver rart. Jeg vil tage en masse tid væk fra tennisbanen, genoplade og få min krop til at føle sig 100 procent igen, og så vil jeg begynde at komme langsomt tilbage,« sagde danskeren på et efterfølgende pressemøde.

Den nye sæson starter omkring nytår, og år 2020 byder blandt andet på OL i Tokyo, men på pressemødet slog Wozniacki fast, at det ikke er noget, hun tænker på endnu.

Der har længe været spekulationer omkring Caroline Wozniackis fremtid, men tidligere på ugen bekræftede arrangørerne bag Australian Open, at danskeren er på deltagerlisten til grand slam-turneringen, der starter i januar 2020. Noget, Wozniacki-lejren dog ikke selv har bekræftet.

Caroline Wozniacki og manden har torsdag været på burgerbar i København.
Caroline Wozniacki og manden har torsdag været på burgerbar i København. Foto: Instagram
Vis mere