Ingen turneringer, ingen rejser fra by til by.
Caroline Wozniacki står nu foran knap tre måneders turneringspause.
»Det bliver rart. Jeg vil tage en masse tid væk fra tennisbanen, genoplade og få min krop til at føle sig 100 procent igen, og så vil jeg begynde at komme langsomt tilbage,« siger Caroline Wozniacki på et pressemøde ifølge TV 2 Sport.
Lørdag tabte hun semifinalen ved China Open til Naomi Osaka, og dermed er der ikke flere turneringer tilbage for den 29-årige tennisspiller.
For første gang i 11 år har Caroline Wozniacki ikke vundet en turnering i løbet af et kalenderår. I det hele taget har 2019 været et år med flere ned- end opture, hvor også skader og leddegigtsygdommen reumatoid artritis har sat sit præg på præstationerne.
Der er eksemplevis langt fra blevet samlet point nok til at deltage i årets sidste store punktum, sæsonfinalen.
Som Caroline Wozniacki konstaterer på pressemødet er det 'det tidligste hun nogensinde har afsluttet' en tennissæson.
Først lige omkring nytår går 2020-sæsonen i gang igen med turneringer på den anden side af jordkloden, Her rejser WTA-touren traditionen tro til Australien og New Zealand for at skyde året i gang.
Den kommende sæson indeholder også et særligt højdepunkt i form af OL i Tokyo.
Det er dog ikke noget, som Caroline Wozniacki endnu vil bruge tid på at tænke på.
»Jeg har ikke tænkt på de olympiske lege endnu. Jeg ser frem til vinterpausen og til at nyde noget tid fri,« siger Caroline Wozniacki på pressemødet.
Hun vil i øvrigt være faldet ned som nummer 24, når den nye verdensrangliste kommer mandag.
Naomi Osaka skal i finalen ved China Open møde verdensetteren Ashleigh Barty. Den kamp spilles søndag formiddag.