Sportens mest romantiske par. Det er Caroline Wozniacki og David Lee tidligere blevet kaldt af magasinet Vogue.
Men ved deres bryllupsweekend i den forgangne uge blev der ikke sparet på noget som helst.
Vogue havde skaffet rettighederne til at følge Caroline Wozniacki og David Lee før, under og efter deres store dag, da de blev gift lørdag den 15. juni.
Og nu kan de afsløre detaljerne. Spænd sikkerhedsselen.
120 gæster havde det lykkelige par til deres bryllup om lørdagen, men allerede torsdag var gæsterne ankommet til vinslottet Rosewood Castiglion del Bosco i Toscana-området i Italien.
Torsdag aften var der velkomstfest for gæsterne, hvoraf en stor del var fløjet ind fra forskellige steder i verden kort forinden - heriblandt USA.
Med jetlag i blodet blev der dog festet igennem til velkomstfesten, der lukkede ned med fyrværkeri og lasershow, inden en god portion af gæsterne spontant lukkede festen ned med at hoppe i poolen - anført af Caroline Wozniackis far og træner, Piotr Wozniacki.
Fredag var der arrangeret et mini-OL for gæsterne, der givetvis var ramt af lidt tømmermænd og træthed. Men når vennerne tæller NBA-stjerner og nogle af verdens bedste tennisspillere, var det ikke noget problem.
»Selvfølgelig kan jeg ikke vente, til jeg bliver gift, men det her er så sjovt. Vi er atleter, vores gruppe er fuld af atleter - det er en del af os,« siger Caroline Wozniacki, der i 2016 var fanebærer for Danmark ved OL, til Vogue.
Fordelt i forskellige hold omkring en masse konkurrencer fik det folk til at mingle, blandt andet over en omgang tovtrækning, som Serena Williams næsten formåede at vinde på egen hånd, beskrives det.
Hygge-olympiaden blev fulgt op af den famøse prøvemiddag, hvor der var italienske specialiteter på menuen såsom lammekoteletter, salami og risotto, mens der var italiensk is til dessert.
Lørdag - den store dag - blev arrangeret af event-planlægger Alex Fitzgibbons fra Fait Accompli. Samme firma har tidligere stået bag planlægningen af prins William og Kate Middletons bryllup samt prins Harry og Meghan Markles bryllup.
På en solbeskinnet aften i Toscana gik det løs. På slaget 18.00 gik Caroline Wozniacki ned ad en 80 meter lang, blomsterfyldt gang på bypladsen ved Castiglion del Bosco flankeret af Piotr Wozniacki og med gæsterne siddende på hver side.
Iklædt en kjole fra designeren Oscar de la Renta, mens David Lee bar et jakkesæt fra Tom Ford, gav de hinanden bryllupsløfter foran de 120 gæster, sagde ja til hinanden og havde deres første kys som nygifte.
Klokken 20.00 blev gæsterne kaldt til middag ved ét langt bord omringet af lys. Tre retter med italienske specialiteter, mens der blev holdt taler. Blandt andet fortalte brudgommen om deres første møde, hvor han spillede for Boston Celtics.
En humorfyldt tale om, hvordan han tog med hende hjem efter deres første møde, men insisterer på, at han sov i gæsteværelset. Til sidst kom så de rørende ord.
»Din dedikation til tennis, din daglige rutine, alt hvad du gør for at være den mester, du er, er det mest fantastiske, jeg nogensinde har set. Over det står den klasse og de principper, du lever efter, og det betyder mere end enhver kamp eller turnering, du måtte vinde, og det er derfor, at unge piger ser op til dig, at hele verden ser op til dig for det, du gør og står for, og derfor ser jeg så meget op til dig.«
»Som mand har du gjort mig til et bedre menneske. Jeg elsker dig af hele mit hjerte og lover at behandle dig som den mest specielle kvinde, nu og for altid.«
Til dessert var der bryllupskage i fire lag delt op i fem etager fra konditoriet Wedding Cakes in Tuscany.
Gæsterne indtog derefter den til aftenen indrettede 'natklub', der havde fået navnet Club Caro.
Parret dansede bryllupsdans til lyden og synet af Lukas Graham, som David Lee havde fået til at komme til Toscana til Caroline Wozniackis store overraskelse. Kærlighedssjæleren 'Love Someone' var parrets første dans, mens der også blev givet et ekstranummer.
Til bryllupsfesten havde Caroline Wozniacki skiftet bryllupskjolen ud med en lidt mere håndterbar kjole fra Stella McCartney, mens de høje hæle var skiftet ud med et par Adidas-sneakers.
DJ Sam Totolee, der er kendt som 'de kendtes DJ', lukkede festen ned i Toscana.
Caroline Wozniacki har siden festen afsløret, at hun og David Lee er taget på en lille bryllupsrejse. Læs mere om det her.