Den amerikanske tennisstjerne Nicole Gibbs var i weekenden med på første parket, da Caroline Wozniacki og David Lee blev gift i Italien.

Og nu sender Gibbs en rørende hilsen til både Caroline Wozniacki og David Lee – samt farmand Piotr Wozniacki.

På Instagram har Nicole Gibbs, der ligger nummer 131 på verdensranglisten, lagt et billede op af Caroline og Piotr Wozniacki, mens de er på vej op til alteret.

Under overskriften ’Advarsel: Sentimentalt opslag’ skriver Nicole Gibbs:

»Denne duo har været en inspirationskilde og vejledning for mig over de sidste tre år på tour’en (og længe før det på afstand!). Som en del af min egen far-datter tennisduo og med kendskab til de udfordringer, der kommer med det, har jeg altid haft en ærefrygt for, hvordan I to indtog verden sammen.«

»@carowozniacki tak for at være en af mine nærmeste venner og den mest fantastiske rollemodel, en pige kunne ønske sig. Selvom du har travlt med at erobre verden uge efter uge, tager du dig altid tid til at fejre min succes og hjælpe mig igennem udfordringer.«

»Jeg ved ikke, hvordan jeg har været så heldig, men jeg tager imod det!,« skriver Gibbs, inden hun slutter af med en hilsen til gommen David Lee.

»Tillykke @davidlee med at gifte dig ind i så fantastisk en familie – og efter at have tilbragt tid med din (familie, red.) over de seneste par måneder, er det nemt at se at ’sejren’ er gensidig. Jeg elsker jer begge, og HVILKET FANTASTISK BRYLLUP!«

Caroline Wozniacki og David Lee blev gift lørdag d. 15. juni foran 120 gæster på vinslottet Rosewood Castiglion del Bosco i Toscana-området i Italien.

Allerede torsdag ankom gæsterne dog til vinslottet, da brudeparret havde arrangeret en velkomstfest, som blev rundet af med fyrværkeri og lasershow.

Fredag var der arrangeret et mini-OL for gæsterne – hvoraf flere er blandt verdens bedste tennisspillere og basketballspillere – før aftenen bød på prøvemiddag.

Og lørdag blev selve brylluppet altså afholdt. Med en taknemlig Nicole Gibbs blandt gæsterne.