At købe den første bolig kan både være spændende og skræmmende på samme tid. 

Der er mange beslutninger, store pengebeløb og nye begreber at forholde sig til. 

Men med den rette forberedelse og rådgivning kan du undgå de klassiske fejl, som mange førstegangskøbere falder i – og i stedet træffe kloge valg, der giver dig en god start på boligmarkedet.

Sådan lyder det fra Anders Frandsen, der er privatrådgiver i Sydbank - og som står bag Instagram-profilen 'Pengemedanders', hvor han inspirerer unge til at investere.

B.T. sætter i øjeblikket fokus på boligmarkedet, hvor det særligt kan være svært for unge førstegangskøbere at komme ind på et marked, der buldrer afsted.

Kæmper du for at komme ind på boligmarkedet, eller har du formået at slå oddsene og købe en billig ejerbolig i de store byer, så hører vi gerne fra dig. Skriv direkte til journalisten på emmj@bt.dk.

Han understreger især, at flere førstegangskøbere ikke kender til det, som han kalder for 'noget for noget-princippet'.

»Det betyder, at hvis du som kunde er villig til at samle mere af din økonomi ét sted – for eksempel din pensionsopsparing, investeringer eller andet – så er banken ofte mere villig til at give noget igen,« siger Anders Frandsen og uddyber:

»Det kan være lavere gebyrer, en bedre rente eller generelt bedre vilkår.«

Det kan altså godt svare sig, hvis man som førstegangskøber tænker lidt strategisk, da det gode banklån ofte kræver tillid fra begge parter.

Privatrådgiver Anders Frandsen kommer med sine råd til hvordan ens boligdrømme kan blive til virkelighed.
Privatrådgiver Anders Frandsen kommer med sine råd til hvordan ens boligdrømme kan blive til virkelighed. Foto: Camilla Schmidt / Sydbank.

Anders Frandsen forklarer samtidig, at det kan være en god idé, hvis man som førstegangskøber tænker fremad. 

Det kan både være ved at afholde et møde med banken et par år før man skal købe bolig, men også at sikre sig, at man har styr på sin økonomi ved at vise, at der konsekvent er plus på kontoen.

Som førstegangskøber er det særligt vigtigt, at man er realitisk om hvor meget - og hvor stort man kan købe.

»Det er en god idé at komme tidligt i gang med at investere og spare op, da det kan hjælpe en med at komme hurtigere ind på boligmarkedet,« siger han og uddyber:

»Du behøver ikke ramme drømmeboligen første gang. Det vigtigste er at få en fod indenfor og bygge videre derfra.«

Det er dog svært at komme uden om, at en god opsparing stadig er det bedste kort, du kan have på hånden, da det viser, at du kan prioritere og har disciplin.

»Mange unge undervurderer, hvor meget det betyder for bankens vurdering, at du har vist, du kan spare op hver måned over tid – det handler ikke kun om beløbet, men om vanen bag,« lyder det fra Anders Frandsen, der uddyber:

»Hvis man ikke har økonomi til at lægge hele udbetalingen selv, så kan man undersøge om det er muligt at få et lån hos sin familie eller forskudsarv, da pengene kan gøre mere gavn som ung end senere i livet.«

Man skal dog sørge for at huske på, at man som førstegangskøber godt må have forventninger og stille krav til banken.

»Fortæl banken, at du forventer den bedste pris fra start. Det viser, at du tager din økonomi seriøst og ikke bare siger ja til det første og bedste tilbud. Det handler om at finde en balance - for pris er ikke alt,« siger Anders Frandsen og uddyber:

»Husk på at banken skal være med til at give dig ro i maven. Det er vigtigt at have en rådgiver, der faktisk lytter til dig og dine behov.«

B.T. har også talt med de to boligeksperter Rasmus Larsson og Farnaz Elbæk, der begge har stor erfaring med køb og salg af boliger – blandt andet fra TV 2-programmet 'Fra 1-værelses til strandvejsvilla'.

De understreger begge, at man som kommende boligkøber kommer langt, hvis man har styr på banken på forhånd, da det skaber bedre muligheder for at forhandle med sælger. Det kan du læse mere om HER.