Boligmarkedet buldrer derudad, og priserne i de store byer stiger måned for måned.

For mange unge og førstegangskøbere kan drømmen om en ejerbolig derfor føles mere uopnåelig end nogensinde.

Men det handler ikke kun om held at få fat på en ejerbolig - for der findes faktisk flere konkrete greb, som kan hjælpe dig med at få foden indenfor på markedet.

Det forklarer de to boligeksperter Rasmus Larsson og Farnaz Elbæk, der begge har stor erfaring med køb og salg af boliger – blandt andet fra TV 2-programmet 'Fra 1-værelses til strandvejsvilla'.

B.T. sætter i øjeblikket fokus på boligmarkedet, hvor det særligt kan være svært for unge førstegangskøbere at komme ind på et marked, der buldrer afsted.

Kæmper du for at komme ind på boligmarkedet, eller har du formået at slå oddsene og købe en billig ejerbolig i de store byer, så hører vi gerne fra dig. Skriv direkte til journalisten på emmj@bt.dk.

Ifølge Rasmus Larsson, der er designer og stifter af designvirksomheden Design by us, bør førstegangskøbere altid sørge for at have et godkendt lån i banken, da det gør det nemmere at lave en hurtig handel.

»Hvis man har banken på plads, så kan man nemmere slippe afsted med et skambud på boligen,« siger han og uddyber:

»Så kan man gå ud og sige: 'Jeg vil give dig 400.000 kroner mindre. Til gengæld kan jeg handle i morgen'.«

Dog advarer Farnaz Elbæk, der er partner i Elbæks liebhavermægler, mod, at man ikke gør alt for at spare penge – da det i sidste ende er et svært marked, og man derfor nogle gange bare skal slå til.

»Det er altid attraktivt for sælger, at man kan lave en handel her og nu,« siger Farnaz Elbæk og uddyber:

»Men hvis man er en god køber, så handler det ikke om at skambyde alt for meget, da det potentielt kan lukke en handel.«

Alligevel er der flere parametre, hvor man kan forhandle med sælger på. En effektiv strategi er at handle, når sælgeren er motiveret.

Her kan man blandt andet se på, hvor længe en bolig har været til salg, da det afgør, hvor modtagelig sælger er over for billigere bud.

»Jeg har tit gjort det, at jeg har sagt til sælger, at jeg overtager boligen 100 procent på deres præmis. Alt det, de ikke gider have med, skal de bare lade stå. De behøver heller ikke gøre rent,« siger Rasmus Larsson og uddyber:

»Så skaber man en win-win-situation, hvor man gør det let for sælger at smutte fra sin bolig, og man selv får et nedslag i prisen.«

Både Farnaz Elbæk og Rasmus Larsson understreger dog, at hvis man har fundet drømmeboligen, så skal man ikke lade 100.000 kroner fra eller til være det afgørende.

Samtidig er det vigtigt at huske på, om den bolig, man køber, ligger et sted, hvor man gerne vil bo – da man ifølge de to eksperter altid bør vælge en bolig med god beliggenhed frem for flere kvadratmeter.

»Generelt, når man køber en bolig, så er beliggenhed det vigtigste. For det er beliggenheden, der kan sikre ens penge retur,« siger Farnaz Elbæk og uddyber:

»Hvis man ikke har råd til at bo helt inde i byen, så kan det stadig være en god investering at købe en bolig lidt uden for byen. Det handler om at komme tidligt ind på boligmarkedet.«

Noget, som Rasmus Larsson kan nikke genkendende til. Han understreger, at selv mindre lejligheder i attraktive områder typisk stiger mere i værdi end større boliger i mindre centrale områder.

Når det kommer til boligkøb, sørger de to eksperter altid for at læse tilstandsrapporten igennem samt at undersøge, om der er planlagt større renovationer i ejendommen, der kan koste dyrt efter købet af boligen.

»Jeg ser altid på de dyre poster som taget og gulve. Hvis der skal laves en ny facade eller et nyt varmesystem, så kan det også blive dyrt,« lyder det fra Rasmus Larsson.

De to eksperter understreger begge, at man kan bruge tilstandsrapporten til at forhandle om prisen på boligen, hvilket kan skabe mere luft i økonomien til at renovere for. Du kan læse flere af Rasmus Larsson og Farnaz Elbæks tips til boligkøb og renovering HER.