At købe sin første bolig behøver ikke være en umulig drøm.
For med den rette strategi – og lidt knofedt – kan du ikke bare finde et hjem, men også skabe værdi fra dag ét.
Det fortæller de to boligeksperter Rasmus Larsson og Farnaz Elbæk, der begge har stor erfaring med at forvandle almindelige boliger til eftertragtede perler – blandt andet i TV 2-programmet 'Fra 1-værelses til strandvejsvilla'.
B.T. sætter i øjeblikket fokus på boligmarkedet, hvor det særligt kan være svært for førstegangskøbere at komme ind på et marked, der buldrer afsted.
Kæmper du for at komme ind på boligmarkedet, eller har du formået at slå oddsene og købe en billig ejerbolig i de store byer, så hører vi gerne fra dig. Skriv direkte til journalisten på emmj@bt.dk.
Ifølge Rasmus Larsson, der er designer og stifter af designvirksomheden Design by Us, er det derfor særligt vigtigt, at man altid køber en bolig, som man kan tilføre værdi.
»Der er rigtig mange, der gerne vil flippe boliger, men som ikke gider det sure arbejde – og så tjener de heller ikke penge på det,« siger han og fortsætter:
»Så man bør starte med at lave alt lortearbejdet selv: nedrivning, dampe tapet af og bortkørsel af byggeaffald. Der er mange ting, som man kan lave selv, hvor man kan spare mange penge.«
Noget, som Farnaz Elbæk, der er partner i Elbæks liebhavermægler, kan nikke genkendende til.
Hun understreger samtidig, at der er mange små ting, som man kan ændre for at gøre en bolig mere attraktiv.
»Man behøver ikke nødvendigvis totalrenovere en bolig. Sådan noget som at udskifte køkkenfronterne eller grebene kan ændre meget,« siger Farnaz Elbæk og fortsætter:
»Det kan også være en god idé at se på, hvad tendensen er inden for farver. Man skal turde være modig med sit valg af farver – uden at det stikker helt af, da det skal udstråle god stil og smag.«
De to eksperter understreger begge, at små ændringer kan have stor betydning – eksempelvis maling af vægge og opsætning af fodpaneler. Samtidig kan større ændringer som at etablere et køkkenalrum, et nyt badeværelse eller ekstra værelser hurtigt gøre en bolig mere attraktiv og værdifuld.
»Hvis du gerne vil skabe en hurtig værdistigning, så skynd dig at få etableret et køkkenalrum i en helvedes fart,« siger Rasmus Larsson og fortsætter:
»Der er ingen, der gider at tage et bad over toilettet, så hvis man også får lavet et ordentligt badeværelse, så er pengene hurtigt tjent hjem.«
Han anbefaler samtidig at tænke kreativt og personligt, når det kommer til renovering og indretning, så boligen skiller sig ud.
»Jeg har altid sagt til mig selv, at det er vigtigt at lave nogle detaljer, som alle de andre ikke laver. Det er vigtigt at lave noget, der ikke er en stangvare,« lyder det fra Rasmus Larsson, der uddyber:
»Hvis det er en stangvare, så kan det være svært at tjene penge på boligen, når man skal sælge den. I stedet bør man stole på, at der altid kommer en, der tænker lige så kreativt som en selv.«
Samtidig er det vigtigt, at man kender sine begrænsninger i forhold til renoveringen, så man ikke får kastet sig ud på for dybt vand.
»Lav det, som du selv kan finde ud af, og så køb dig til resten. Derudover er det en god idé at renovere tingene i forskellige tempo. Man behøver ikke nyt køkken og badeværelse på samme tid,« understreger designeren til slut.