Er boligejerne købt eller solgt? Svaret svæver fortsat i vinden.

For trods gentagne rykkere har B.T. ikke kunnet vriste svar ud af Vurderingsstyrelsen på nogle ellers ret enkle spørgsmål, der knytter sig til endnu en skandale i den endeløse række af skandalesager om de nye ejendomsvurderinger.

Den konkrete sag handler om sommerhusejere, der bliver beskattet på et forkert og for højt grundlag.

B.T. har afsløret, at Vurderingsstyrelsen i sine vurderinger af sommerhuse i strid med reglerne i flere tilfælde ikke tager højde for de bebyggelsesmæssige begrænsninger, der er vedtaget i lokalplaner for sommerhusområder.

Tag for eksempel Helle Madsen, som ironisk nok har modtaget dronningens Fortjenstmedalje i sølv for 40 års uafbrudt og tro tjeneste i Skat, hvor hun har vejledt borgere og virksomheder i at betale korrekt skat til tiden.

17. februar i år skrev B.T. historien om, at hun og hendes mand var tredobbelt ramt af vurderingskaosset.

En af fejlene var, at de betalte skat af en for høj bebyggelsesprocent på deres sommerhusgrund.

Vurderingsstyrelsen baserede nemlig fejlagtigt sin vurdering på det generelle bygningsreglement for sommerhuse, der siger, at der må bygges på 15 procent af en sommerhusgrunds areal.

Helle Madsen har arbejdet 43 år i Skat. 
Helle Madsen har arbejdet 43 år i Skat.  Privatfoto.

Men det må Helle Madsen og hendes mand ikke. 

For det fremgår utvetydigt af lokalplanen for deres sommerhusområde, at: 'det samlede bebyggede areal, d.v.s. beboelsesbygning + garage/carport-udhus + overdækkede terrasser + brændeskur ikke må overstige 100 m2.'

Fejlen betød, at Helle Madsen og hendes mand fejlagtigt blev beskattet af værdien af at måtte udvide deres 75 kvadratmeter store sommerhus i Rødhus Klitplantage i Nordjylland til 280 kvadratmeter.

Det er Vurderingsstyrelsens ansvar, at gældende lokalplaner indgår i ejendomsvurderingen. 

Det er ikke sket, og det betyder ifølge Vurderingsstyrelsens egne tal, at Helle Madsen og hendes mand blev beskattet af 22.326 kroner for meget.

Også i sommerhusområdet Karsemose Nord i Halsnæs Kommune i Nordsjælland har Vurderingsstyrelsen taget udgangspunkt i den generelle 15-procentregel og ikke den gældende lokalplan for området, der siger, at der maksimalt må bygges på 10 procent af grundarealet.

Det har blandt andre ramt Carl-Johan Howitz, som B.T. skrev 6. februar i år.

Det er er slemt nok i sig selv.

Værre er det, at Vurderingsstyrelsen efter at være blevet gjort opmærksom på fejlen i Howitz’ sag med åbne øjne har gentaget fejlen knap tre måneder senere, da styrelsen 2. maj i år sendte en såkaldt deklaration - forløberen for den egentlige ejendomsvurdering - til en af Howitz’ naboer i sommerhusområdet. 

Igen uden at inddrage lokalplanen, som B.T. afslørede i maj i år.

Carl-Johan Howiwz, pensioneret advokat og sommerhusejer.
Carl-Johan Howiwz, pensioneret advokat og sommerhusejer. Foto: Skattebetalerne.

Siden 6. maj i år har B.T forgæves forsøgt at få Vurderingsstyrelsen til at svare på, hvorfor styrelsen i den konkrete sag fra sommerhusområdet Karsemose Nord ikke har inddraget lokalplanen i deklationsmeddelelsen til Howitz’ nabo, når styrelsen har været bekendt med eksistensen af den pågældende lokalplan siden minimum 6. februar 2026?

B.T. har trods gentagne rykkere heller ikke kunnet få svar på, om denne sag er udtryk for en generel systemfejl vedrørende indlæsning af lokalplaner for sommerhusområder i det nye, digitale ejendomsvurderingssystem?

4. juni bad B.T. Vurderingsstyrelsens direktør, Anne-Sofie Jensen, svare på, hvilke konkrete forhold der har forhindret Vurderingsstyrelsen i at besvare B.T.s spørgsmål,og om hun mener, at det er rimeligt, at B.T. ‘trods gentagne rykkere ikke har kunnet få svar på de stillede spørgsmål?’

8. juni modtog B.T. dette svar fra Anne-Sofie Jensen:

»Vi vil meget gerne svare på B.T.’s henvendelse og arbejder på at få et svar klar til jer hurtigst muligt.«

16. juni - en måned og 10 dage efter B.T. stillede spørgsmålene til Vurderingsstyrelsen, rykkede vi igen. 

 B.T. fortsætter jagten på svar.