Den amerikanske boksestjerne Mike Tyson fortryder, at han for år tilbage købte to tigerunger.

»Det var forkert af mig. Jeg skulle ikke have haft dem i mit hus og troet, at de var tamme. Jeg tog fejl,« fortæller den 53-årige tidligere verdensmester i boksning i et interview på Instagram med rapperen Fat Joe.

Det skriver mediet Independent.

Netflix-dokumentaren 'Tiger King', der primært handler om den våbenglade Joe Exotic, som foruden at have en zoo med over 200 tigre i sin baghave også er både tidligere præsidentkandidat og countrysanger, har skabt debat omkring ejere af store kattedyr i USA de seneste dage.

Joe 'Exotic' Maldonado-Passage fra Netflix-serien 'Tiger King'.
Joe 'Exotic' Maldonado-Passage fra Netflix-serien 'Tiger King'. Foto: Netflix
Vis mere

Og netop den debat har fået den tidligere sværvægter til at kigge indad.

»Jeg var en tåbe. Jeg kunne på ingen måde have tæmmet tigrene 100 procent. De ville på et eller andet tidspunkt ende med at slå mig ihjel ved et uheld,« forklarer Mike Tyson i interviewet.

I 1995, mens den skandaleramte superstjerne sad fængslet for voldtægt, fik han muligheden for at anskaffe sig to tigerunger, og den beslutning var han ikke længe om at takke 'ja' til.

»Det ville se fedt ud med to tigre ved siden af Ferrarien,« lyder det fra Mike Tyson, der ikke tænkte videre over det ansvar, der fulgte med, inden han købte de eksotiske dyr.

Braget i Parken mellem Brian Nielsen og Mike Tyson.
Braget i Parken mellem Brian Nielsen og Mike Tyson. Foto: NILS MEILVANG
Vis mere

»Skaf mig et par, så jeg har dem, når jeg er ude af fængslet om et par måneder.«

Herefter flyttede de store kattedyr ind hos bokseren i hjemmet i Las Vegas.

Ifølge mediet har den amerikanske superstjerne brugt et astronomisk pengebeløb på pleje og mad til de to tigre, hvoraf den ene havde en mindre rolle i filmen 'The Hangover' fra 2009.

Mike Tyson er på dansk grund mest af alt kendt for at have bokset mod danske Brian Nielsen i Parken i 2001. Dengang vandt amerikaneren opgøret klart, da danskeren efter seks omgange måtte kapitulere og blive siddende i ringhjørnet.