Den tidligere NBA-stjerne Shaquille O'Neal er havnet i noget af et stormvejr.

Efter Netflix-dokumentaren 'Tiger King' har set dagens lys, beskyldes den 48-årige basketstjerne nu for at støtte op om dyremishandling.

Det skriver det australske medie news.

Dokumentarserien handler primært om den våbenglade Joe Exotic, som foruden at have en zoo med over 200 tigre i sin baghave også er både tidligere præsidentkandidat og countrysanger. Den flamboyante hovedkarakter sidder i øjeblikket indespærret i et fængsel, da han er dømt for to tilfælde af planlagt mord.

Joe 'Exotic' Maldonado-Passage fra Netflix-serien 'Tiger King'.
Joe 'Exotic' Maldonado-Passage fra Netflix-serien 'Tiger King'. Foto: Netflix
Vis mere

I ét af afsnittene ser man Shaquille O'Neal besøge Joe Exotics dyrepark, og da serien har skabt både forargelse og debat omkring forholdene hos store kattedyrsejere i USA, har den amerikanske dyrerettighedsorganisation PETA set sig sur på den tidligere Lakers-legende.

'Det står klart for os, at du elsker tigre, men vi håber, du vil tage afstand fra disse mennesker, der tjener penge på at mishandle dem,' skriver organisationen i et åbent brev til O'Neal.

En anden af seriens karakterer er forretningsmanden Jeff Lowe, der overtager Joe Exotics dyrepark, og netop ham skulle NBA-legenden have et godt forhold til, skriver mediet.

I 2018 lagde dyreparken i hvert fald et billede op af de to, da den store basketballspiller var på besøg for at hilse på de store kattedyr endnu en gang, og det opslag har fået PETA op af stolen. (Du kan se opslaget nederst i artiklen.)

48-årige Shaquille O'Neal.
48-årige Shaquille O'Neal. Foto: ETIENNE LAURENT
Vis mere

'Så længe Jeff Lowe fortsætter med at nævne dit navn i den sammenhæng, vil vi se på dig som dyremishandler,' står der videre i brevet.

Shaquille O'Neal har efterfølgende valgt at kommentere på beskyldningerne i 'The Big Podcast', hvor den store basketballstjerne forklarer, at for ham var det kun et spørgsmål om at donere nogle penge til dyrene:

»Vi besøgte kun stedet et par gange, men da vi fandt ud af, at Joe Exotic var involveret i kriminalitet, stoppede vi med at komme på besøg. Jeg gør ikke tigrene ondt. Jeg elsker tigre.«

Den voldsomt hypede dokumentar, som lige nu er den mest sete på Netflix, følger USA's 'konger' af landets overraskende mange private tigerreservater.