Mogens Palles jubilæumsstævne 5. januar bliver alligevel vist på tv, idet YouSee og den mangeårige boksepromoter har indgået et samarbejde.

Den første julegave kom tidligt til Mogens Palle - og de danske boksefans - i år.

Fredag 5. januar 2018 afvikler Mogens Palle et 60 års jubilæumsstævne, der byder på otte kampe med fem såkaldte main events. Det stævne bliver transmitteret live på tv.

BT kan nu fortælle, at boksegiganten i spidsen for Danish Fight Night har indgået en aftale med YouSee, som transmitterer kampene live på sin event-kanal, der er tilgængelig for alle af tv-distributørens kunder.

»Jeg er utrolig glad for at modtage dette flotte tilbud, som giver rigtig mange bokseinteresserede over hele landet mulighed for ved selvsyn at bedømme vore unge himmelstormere, som efter få kampe allerede har opnået imponerende resultater og er ved at indtage den absolutte verdenselite. Stævnet den 5. januar bliver den foreløbige kulmination på to års arbejde med at genopbygge dansk professionel boksning,« siger Mogens Palle til BT.

Tidligere på ugen revsede Mogens Palle i BT de danske tv-stationer for ikke at tage ansvaret på sig, når det kommer til at fremme og udvikle boksesporten herhjemme - en sport, som 'Mister Boxing' selv har været en del af i over 60 år. Det opråb har tilsyneladende givet bonus. I hvert fald har YouSee fået øjnene op for at sende boksning ud i de danske stuer.

»Vi var kort før jul i dialog med Mogens, som I så mange år har givet os alle fantastiske oplevelser foran tv-skærmen og været med til at skabe verdensmestre som Ayub Kalule, Johnny Bredahl og Mikkel Kessler. Han spurgte, om vi havde lyst til at hjælpe ham med at gøre hans jubilæumsstævne tilgængeligt for så mange danskere som muligt, og da vi fornemmer, at mange danske boksefans gerne vil kigge med, har vi givet ham mulighed for at sende live fra boksestævnet på vores såkaldte event-kanal, der går ud til alle YouSees tv-kunder. Vi synes samtidig, det er en god mulighed for at støtte op om dansk boksning i en tid, hvor næste generations boksere er på vej og har brug for støtte,« siger tv-direktør i YouSee, Jacob Mortensen.

En af aftenens helt store attraktioner bliver kampen mellem Lolenga Mock og den tidligere WBA-verdensmester Dmitri Chudinov, som i 2014 slog Patrick Nielsen. Stævnet i Frederiksberg Hallerne byder desuden på danskerbraget mellem Jonas Madsen på Andreas Lynggaard, som skal slås om IBFs junior VM-titel i letsværvægt.