En revanchekamp mellem Mike Tyson og Evander Holyfield?

Det startede mest af alt som en joke, efter de to aldrende legender hver især begyndte at poste videoer, hvor de viser imponerende bokseform i træningslokalet.

Men noget kunne tyde på, at vi er ved at nærme os et reelt boksebrag mellem de to.

Evander Holyfield, der er blevet 57 år, fortæller i hvert fald i et interview, at han er klar til at møde 53-årige Mike Tyson igen i en opvisningskamp – det vil i så fald være tredje gang, de to støder sammen i ringen.

Sådan så det ud, da Mike Tyson havde bidt Evander Holyfield i øret i revanchekampen i 1997.
Sådan så det ud, da Mike Tyson havde bidt Evander Holyfield i øret i revanchekampen i 1997. Foto: JEFF HAYNES
Vis mere

»Hans folk har snakket med mine folk, og vi har endnu ikke fået banket en solid aftale sammen, men det er den vej, det går,« siger Holyfield til The 3 Point Conversation.

De to første kampe mellem sværvægtsikonerne blev bokset i 1996 og 1997, og begge blev vundet af Evander ’The Real Deal’ Holyfield.

Han knockoutede ’Iron’ Mike Tyson i 11. omgang i den første kamp, men det er særligt revanchekampen, der har skrevet sig ind i historiebøgerne.

Her bed Tyson Holyfield i øret to gange, og det endte med at koste ham en diskvalifikation – og efterfølgende mistede Tyson også sin bokselicens på grund af sin usportslige opførsel.

Nu kunne noget altså tyde på, at Mike Tyson får muligheden for at teste, om tredje gang virkelig også er lykkens gang, når det handler om at besejre Holyfield.

Skal man tro den kendte boksepromotor Eddie Hearn, er det dog ikke en god idé at gennemføre kampen.

Hearn har tidligere i denne uge fortalt, at han er blevet kontaktet i forbindelse med at arrangere en kamp for Mike Tyson.

Men det har Eddie Hearn afvist.

»Jeg ville sikkert gerne se kampen, men jeg føler, at det er lidt uansvarligt at sende en 53-årig legende tilbage i ringen.«

»Det kan virke dragende, at han faktisk som 53-årig kan gå i ringen og gøre noget skade. Men skal vi tilskynde til det, når det handler om en af de bedste boksere i historien?« siger Eddie Hearn til British Boxing Television.