De har allerede bokset mod hinanden to gange.

Deres seneste opgør endte med et tandsæt i øret og en diskvalificering. Alligevel er Evander Holyfield klar til at møde Mike Tyson i en boksering for tredje gang.

Det fortæller den nu 57-årige Evander Holyfield i et interview med BBC Radio 5 Live.

»Hvis jeg spørger ham, så vil det næsten være, som om jeg er en bølle, der siger, at jeg vil op imod en, jeg allerede har slået to gange,« siger Evander Holyfield ifølge mediet.

53-årige Mike Tyson har tidligere fortalt, at han er på klar på at samle boksehandskerne op igen.
53-årige Mike Tyson har tidligere fortalt, at han er på klar på at samle boksehandskerne op igen. Foto: NINA PROMMER
Vis mere

Tidligere har begge de to aldrende bokselegender bekræftet, at de er villige til at stille sig ind i bokseringen igen, hvis det er for at samle penge ind til velgørenhed.

Og det er nu i den forbindelse, at Evander Holyfield fortæller, at han er klar på at deltage i en ny boksekamp bestående af tre omgange, hvis Mike Tyson ligeledes er klar på det.

»Hvis han slår på mig, så slår jeg tilbage. Det er, hvad boksning handler om. Jeg vil være 58, han vil være 54, det handler om at have et godt helbred og gøre tingene på den rigtige måde,« lyder det fra Holyfield i interviewet.

Skulle der komme en tredje kamp mellem de to bokselegender, så vil det være første gang i lang tid, at de deltager i en professionel boksekamp.

Evander Holyfield og Mike Tyson under deres seneste kamp 28. juni 1997, der endte med, at Mike Tyson bed Evander Holyfield i øret.
Evander Holyfield og Mike Tyson under deres seneste kamp 28. juni 1997, der endte med, at Mike Tyson bed Evander Holyfield i øret. Foto: Gary Hershorn
Vis mere

Evander Holyfield boksede senest i 2011, da han slog danske Brian Nielsen og hentede sin sejr nummer 44 i kamp nummer 57.

For Mike Tysons vedkommende boksede han sin seneste kamp i 2005, da han tabte til irske Kevin McBride. Det var samtidig Tysons sjette karrierenederlag.

To af de tidligere nederlag kom i 1996 og 1997 mod Evander Holyfield.

Især 1997-nederlaget er gået over i historien, da Mike 'Iron' Tyson blev diskvalificeret for at bide Evander 'The Real Deal' Holyfield i øret under kampen.