Skifter Cristiano Ronaldo lejr i MMA-sammenhæng?

For halvandet år siden stod fodboldstjernen Cristiano Ronaldo og MMA-stjernen Conor McGregor i bar overkrop og skulder ved skulder. De to atleter mødtes til træning og billeder inden irerens store comeback-kamp mod Nate Diaz i Las Vegas.

»Min bror Ronaldo kom forbi klubben i dag. Han er et bæst. Tak Cristiano. Masser af respekt,« skrev Conor McGregor dengang på det sociale medie Instagram, hvortil Ronaldo svarede:

»Det var godt at se dig, bror. Han er tilbage. Tillykke.«

Siden mødet har en anden fighter vokset sig kæmpestor i MMA-regi. Der er tale om den ubesejrede russer og McGregor-rival Khabib Nurmagomedov, som med god sandsynlighed kan blive den irske mesters næste modstander.

Ham mødtes Christiano Ronaldo med lørdag efter Real Madrids storsejr over Real Sociedad. Og der var udover “salam aleikum”-hilsner og Instagram-billeder også plads til gaver.

Ronaldo gav Khabib Nurmagomedov en bold og sin trøje fra kampen, hvor han scorede tre mål og lavede en assist.

»Conor McGregor scorede et hattrick med den trøje i aftes. Mange tak for gaven, bro,« skrev Khabib Nurmagomedov og fortsatte i et nyt opslag dagen efter:

»Godt at se dig champ. G.O.A.T (Greatest of All Time, red.), Cristiano. Tillykke med din flotte præstation i går aftes.”

Cristiano Ronaldo svarede hurtigt igen med et billede af de to sportsstjerner, hvor de holder en trøje med nummer syv og Khabibs navn op.

»Godt at se dig, bro,« skrev Ronaldo igen.

LÆS MERE: Blæret! Superstjernen fremviser verdens mest lirede bordtennisbord

Conor McGregor og Khabib Nurmagmedov er ikke ligefrem bedste venner. De har over en længere periode svinet hinanden til og var tæt på at ryge i totterne på hinanden, da de kæmpede til samme stævne i New York og stødte ind på hinanden backstage.

Du kan se det intense oprtin med McGregor og Nurmagomedov forneden.

Den irske MMA-stjerne er letvægtsmester i verdens førende MMA-organisation Ultimate Fighting Championship (UFC). Han har dog ikke forsvaret titlen i over et år. I stedet gik han med til et boksebrag mod bokselegenden Floyd Mayweather, hvor han trods et nederlag tjente omkring 600 millioner kroner.

Khabib Nurmagomedov møder amerikaneren Tony Ferguson den 7. april, hvor den frygtindgydende russer ifølge bookmakerne er storfavorit. Vinderen af den kamp forventes at udfordre Conor McGregor om UFC’s ubestridte letvægtstitel. Ingenting er dog officielt på nuværende tidspunkt.