Det gik ikke helt som forventet for Patrick Nielsen. Han troede, at kampen mod Arthur Abraham skulle være første skridt på vej mod boksetoppen, men lørdag aften led han et nederlag, hvor der var uenighed blandt kampens dommere om sejrherren. 2-1 fordelte stemmerne sig i tyskerens favør.

Og det var så det. Patrick Nielsen havde inden kampen proklameret, at et nederlag ville sætte en stopper for karrieren, og sådan gik det som bekendt for danskeren, der forlod ringen i vrede over afgørelsen.

En kamp, som han tjener cirka 450.000 kroner på. Det mener Ekstra Bladet at vide.

»Jeg vil ikke komme ind på de nøjagtige tal, men jeg har jo arbejdet med Patrick Nielsen, siden han var 17 år, så jeg har været med hele vejen. Kampen her kan naturligvis ikke måle sig med Rudy Markussen-fighten rent økonomisk, men det er bestemt en af karrierens bedst betalte kampe - i top fem,« siger promotor Nisse Sauerland til avisen.

Men er det nu også slut? Som så ofte før med boksere er der en udmelding om et karrierestop før en kamp og så siden en anden efter kampen.

Patrick Nielsen ønsker nemlig en revanche, hvis Arthur Abraham er villig til at bokse mod ham i København.

Det sagde han efter kampen til BT.

»Jeg har en følelse af, at jeg vandt. Derfor vil jeg have en revanche. Får jeg det, fortsætter jeg, men møder jeg ikke Abraham, så kan det være lige meget,« lød det fra Patrick Nielsen, mens han stadig var ved at fordøje skuffelsen.

»Jeg føler mig snydt. Jeg har følelsen i maven af, at jeg vandt denne her kamp. Han ramte mig måske med fire-fem slag i nogle af omgangene, mens jeg rammer med mange flere slag i mange af omgangene. Derfor kan jeg ikke forstå, hvorfor jeg kunne være bagud,« sagde Patrick Nielsen, mens han gik mod udgangen i Baden Arena og tilføjede:

»Så nu vil jeg have en revanchekamp i København.«