(OFFENBURG) Patrick Nielsen følte sig bortdømt mod Arthur Abraham. Men nederlaget behøver ikke være enden på boksekarrieren. Patrick Nielsen fortsætter nemlig, hvis han får revanche mod den tyske boksestjerne i København.

Patrick Nielsen havde på forhånd varslet et karrierestop som bokser, hvis han tabte lørdag aften mod Arthur Abraham i Offenburg, Tyskland. Men den 27-årige dansker åbner nu op for, at han vil fortsætte karriere på én betingelse: Det er, hvis han får en revanchekamp mod Arthur Abraham i København.

En betingelse, som Arthur Abraham allerede har accepteret som en mulighed. Det stod klart, da bokserne natten til søndag satte sig ned sammen til pressekonferencen i Baden Arena.

Sker det, melder Patrick Nielsen sig igen klar i ringen. Det sagde han efter kampen til BT.

»Jeg har en følelse af, at jeg vandt. Derfor vil jeg have en revanche. Får jeg det, fortsætter jeg, men møder jeg ikke Abraham, så kan det være lige meget,« fastslog Patrick Nielsen, mens han stadig var ved at fordøje skuffelsen.

Artur Abraham lignede på den anden side ikke en vinder. Hans træner, legenden Ulli Wegner, var heller ikke imponeret af den tidligere verdensmester. Ja, han havde faktisk mere travlt med at rose Patrick Nielsen og overbevise ham om at droppe alle planer om et karrierestop.

Promotor Nisse Sauerland var også positiv i forhold til en revanche, men mindende om den kommende forhandling det vil kræve for at blive enige.

Lige efter kampen var temperamenterne i kog omkring det danske omklædningsrum. Der blev råbt skandale. Der var intentioner om at klage til bokseforbundet over afgørelsen. Patrick Nielsen og alle omkring ham følte sig snydt.

Patrick Nielsen forlader skuffet Baden Arena i Offenburg.
Patrick Nielsen forlader skuffet Baden Arena i Offenburg.
Vis mere

Det var da også en virkelig tæt kamp med Arthur Abraham, som vandt opgøret med dommerstemmerne 2-1. Altså havde en enkelt dommer Patrick Nielsen til at vinde kampen, der var danskerens ubetinget bedste som professionel.

»Jeg føler mig snydt. Jeg har følelsen i maven af, at jeg vandt denne her kamp. Han ramte mig måske med fire-fem slag i nogle af omgangene, mens jeg rammer med mange flere slag i mange af omgangene. Derfor kan jeg ikke forstå, hvorfor jeg kunne være bagud,« sagde Patrick Nielsen, mens han gik mod udgangen i Baden Arena og tilføjede:

»Så nu vil jeg have en revanchekamp i København.«

Patrick Nielsen var ekstremt skuffet. Det var der ingen tvivl om. Han følte selv, at han havde leveret nok mod Arthur Abraham – selv på den svære udebane i Tyskland. Faktisk var flere af de tyske eksperter enige. Selv de tyske journalister undrede sig over dommerstemmerne. En del havde Patrick Nielsen som vinder.

»Jeg synes selv, at jeg bokser min bedste kamp mod den sværeste modstander. Jeg har aldrig mødt en modstander i den kaliber. Alligevel mener jeg, at jeg går op og vinder mod ham. Men man har jo set historien før i Tyskland,« sagde Patrick Nielsen.

Da dommerstemmerne blev råbt op, og nederlaget var en realitet, skred Patrick Nielsen fra ringen, selvom det ellers er god kutyme at sige tak for kampen og klappe af modstanderen. Men det magtede Patrick Nielsen ikke midt i skuffelsen og med følelsen af at være blevet bortdømt.

»Jeg hørte en sige, at uanset, hvad resultatet bliver, så skal du klage. Og der tænkte jeg bare, at så gider jeg ikke stå deroppe og se på ham med (Abraham, red.) med det bælte,« forklarede Patrick Nielsen selv om episoden.

Efter kampen tog Patrick Nielsen med familie og venner hjem til hans hotel kun få hundrede meter fra arenaen, hvor kampen blev bokset. Festen var afblæst, men der var trods alt plads til et par grin og en enkelt øl.

»Det er en blandet fornemmelse. Helt surrealistisk. Jeg har aldrig mødt en modstander af den kaliber, og så gør jeg det så godt, at jeg tror, jeg vinder. Det er syret, men skide være med det. Jeg vil have en revanche mod ham eller ingenting,« konstaterede Patrick Nielsen endnu engang over for BT.

Men selv om alle parter virkede oprigtigt positive i forhold til en revanchekamp, så bevarede Patrick Nielsen selv en smule skepsis.

»Jeg har hørt den historie før. Jeg sagde også, at jeg ville have en revanche med Chudinov dengang, men det fik jeg ikke,« konstaterede han.

Selvom klokken nærmede sig to natten til søndag, gik turen nu mod Danmark, hvor skuffelsen skal fordøjes. Men der venter også en tid, hvor der skal forhandles om en revanche mod Arthur Abraham i København.